Den lille månerakets vej hjem

To venner, en pige der hed Ella og en lille robot der hed Bip, havde været på den fineste rejse. De havde fløjet helt op til månen i deres lille sølvfarvede raket.

På månen havde de hoppet højt i den bløde, grå støv, for på månen er man helt let. De havde fundet en glat sten, der lignede et lille æg, og lagt den i lommen som en souvenir. Og de havde stået og kigget på Jorden, der svævede som en stor, blå perle på den sorte himmel.

Men nu var det blevet sent, også for astronauter. “Bip,” gabte Ella. “Jeg tror, det er på tide at flyve hjem.”

“Bip bip,” sagde robotten enig og blinkede søvnigt med sin lille grønne lampe.

De steg ind i raketten og spændte sig fast i de bløde sæder. Ella trykkede forsigtigt på den runde, gule knap, og raketten løftede sig blidt fra månen. Der var ingen larm, ingen bulder. Bare en helt blød susen, mens de gled væk fra den grå måne.

Foran dem voksede Jorden langsomt større. Den blå perle blev til en stor, smuk klode med hvide skyer, der hvirvlede roligt rundt. Et sted dernede lå deres eget lille hus med deres egen seng.

“Vi er snart hjemme,” sagde Ella blødt og kiggede ud gennem den runde rude.

Raketten gled gennem rummet, helt roligt. Stjernerne lyste på alle sider, og bag dem blev månen mindre og mindre. Bip lænede sit metalhoved mod Ellas skulder, og hans små lamper blinkede langsommere og langsommere.

Jorden kom nærmere. Først kunne Ella se de store have. Så landene. Så bjerge og floder og skove. Og til sidst, helt langt nede, deres egen lille by med de gule lys i vinduerne.

Raketten landede så blødt, at de næsten ikke mærkede det. Bump. Helt blidt, ned på den lille plads ved deres hus. Motoren summede en sidste gang og blev så helt stille.

Ella spændte sig fri og løftede den sovende robot ud af raketten. “Vi er hjemme, Bip,” hviskede hun. “Vi var helt oppe på månen, og nu er vi hjemme igen.”

Hun gik ind i huset med Bip i armene og lagde ham i hans lille opladestation, hvor han sov bedst. Så krøb hun selv i seng med månestenen på natbordet.

Gennem vinduet kunne hun se månen, langt, langt deroppe, hvor de havde været. Den lyste blødt og venligt ned over byen, og Ella smilede til den.

“Godnat, måne,” hviskede hun. “Tak for besøget. Vi kommer igen en dag.”

Månen lyste roligt tilbage. Ella lukkede øjnene, træt og lykkelig efter den store rejse, og faldt i søvn med hænderne om den lille, glatte månesten.

Sov godt, lille rumrejsende. Det fineste sted i hele universet er din egen seng.