Den stille have bag øjnene

Luk dine øjne helt blidt nu. Sådan. Og ved du hvad? Bag dine lukkede øjne findes der en have. Det er din helt egen have, og ingen andre kan se den. Den er der kun, når du selv lukker øjnene og vil derhen.

I aften skal vi besøge den sammen.

Du åbner en lille træport, og den knirker ganske svagt, som om den siger godaften. Inden for venter haven på dig, badet i det blødeste aftenlys. Solen er næsten gået ned, og himlen er farvet i lyserød og blød lilla, som en stor, varm dyne hen over alting.

Du går langsomt ind ad en sti af blødt mos. Den er kølig og dejlig under dine bare fødder. På begge sider af stien vokser der blomster i alle farver, og lige nu, hvor aftenen kommer, lukker de stille deres kronblade, en efter en. De er trætte efter en lang dag i solen, og nu skal de sove, ligesom du.

En valmue lukker sig blødt sammen. En lille blå klokke bøjer hovedet. En stor, gul blomst folder sine blade ind over sig selv, som arme, der lægger sig til ro.

Du går videre og kommer til et lille træ. Oppe i grenene sidder der en fugl med fjerene pustet op, helt rund og blød. Den har gemt næbbet ind under vingen, og den sover allerede dybt og trygt. Du hvisker godnat til den, så stille, at du ikke vækker den.

Midt i haven står der en bænk under træet. Den er blød, fyldt med puder, og der ligger et lunt tæppe foldet sammen, som om nogen har lagt det frem netop til dig.

Du sætter dig ned. Bænken er så blød, at du har lyst til at lægge dig helt ned, og det gør du. Du trækker tæppet op over dig, og det er varmt og dejligt.

Hør, hvor stille der er i haven nu. En lille fontæne risler ganske blidt et sted i nærheden. Plisk, plisk, plisk, helt roligt. En aftenvind stryger gennem bladene og får dem til at hviske sagte. Alt i haven er ved at falde til ro.

En sommerfugl med bløde, lyse vinger sætter sig forsigtigt på kanten af bænken og folder vingerne sammen. Også den vil sove nu.

Mærk, hvordan din krop bliver tung og varm her på den bløde bænk. Dine arme hviler. Dine ben hviler. Dit hoved synker dybt ned i puden.

Himlen over haven bliver mørkere og mørkere, og de første stjerner tændes. De blinker blidt ned til dig, og månen kommer langsomt frem og lægger sit sølvlys over hele haven.

Du behøver ikke gøre noget mere. Du skal bare ligge her på den bløde bænk i din egen stille have, mens alt omkring dig sover.

Blomsterne sover. Fuglen sover. Sommerfuglen sover. Og snart, ganske langsomt, falder du også i søvn, lige her, hvor du er allermest tryg.

Bliv liggende i haven hele natten. Den passer på dig. Og når morgenen kommer, vil blomsterne åbne sig igen, og fuglen vil synge, men det er længe til.

Lige nu er der bare nat, og blød ro, og dig, der sover sødt.

Godnat, lille ven.