Månestrålen der kildede godnat

Højt oppe på himlen lyste den store, runde måne. Den havde mange små månestråler, der kunne strække sig helt ned til jorden.

En af de små månestråler ville så gerne ned og besøge et lille barn, der lå i sin seng. Den listede sig ned fra månen, ned gennem den mørke nat, og fandt vej hen til et lille vindue.

Ganske blidt gled månestrålen ind gennem vinduet. Den var sølvfarvet og blød og helt lydløs.

Først legede den lidt i rummet. Den gled hen over gulvet og gjorde det helt sølvfarvet. Den kravlede op ad væggen og kiggede på de fine ting i barnets værelse. Den dansede hen over loftet, helt stille.

Så fandt månestrålen barnets bløde bamse, der sad på en hylde. Den lagde sig blødt over bamsen, så den lyste helt sølvfarvet. “Godnat, lille bamse,” lod det til at månestrålen hviskede.

Derefter gled den hen til vinduet og kiggede på gardinet, der vuggede ganske sagte i den blide nattevind. Den lagde et blødt sølvskær over gardinets folder.

Til sidst fandt månestrålen det lille barn, der lå i sin seng. Den gled helt forsigtigt hen over barnets kind, blødt som en fjer. Det kildede ganske lidt, helt blidt, som det blødeste kys.

Barnet smilede i søvne.

Månestrålen lagde sig stille hen over barnets dyne, så hele sengen lyste med et blødt, sølvfarvet skær. Den var som et tyndt, lysende tæppe, der dækkede barnet til og holdt det trygt.

“Sov godt, lille ven,” lod det til at månestrålen hviskede. “Jeg passer på dig i nat. Og oppe på himlen holder månen øje med dig hele natten.”

Månestrålen blev liggende over barnet, blødt og stille, mens barnet sov dybere og dybere. Og oppe på himlen smilede den store, runde måne sit blide smil ned over det lille hus, hvor et barn sov trygt under et tæppe af blødt sølvlys.

Sov nu godt, lille ven. Mærk det bløde månelys, der lægger sig over dig. Det er nat nu, og alt er roligt og trygt. Godnat.