Den stille skovsø om aftenen

Luk dine øjne, og forestil dig en lille sø inde i en stille skov. Det er sent på aftenen, og solen er ved at gå ned bag træerne.

Søen ligger helt blank og rolig. Der er ikke en eneste bølge på vandet. Det ligger som et stort, blankt spejl, og i det spejler hele himlen sig, helt orange og lyserød og blød.

Rundt om søen står høje træer. De står helt stille nu og bevæger ikke en eneste gren. De sover allerede, træerne, med deres rødder dybt nede i den kølige jord.

Ude på søen svømmer en lille flok ænder. De har svømmet hele dagen, og nu er de trætte. Langsomt svømmer de ind mod bredden, hvor sivene står høje og bløde. En efter en putter de hovedet ind under en vinge og lader sig drive helt stille på det rolige vand.

En lille frø sidder på et åkandeblad. Den har kvækket hele dagen, men nu er den helt stille. Den lukker sine små øjne og lader sig vugge af bladet, der gynger ganske blidt på vandet.

Luften over søen bliver kølig og blå. De første stjerner tænder sig på himlen og spejler sig i det blanke vand, så det er, som om søen er fuld af stjerner.

En blid tåge begynder at lægge sig over vandet, helt let og blød som et tæppe. Den dækker søen til, så den kan sove godt.

Alt er stille nu ved den lille skovsø. Træerne sover. Ænderne sover. Frøen sover. Selv vandet ligger helt roligt og hviler.

Mærk nu, hvordan du selv bliver lige så rolig som den stille sø. Dit åndedræt bliver blødt og langsomt, ind og ud, som de små bølger, der knap kan ses.

Det er aften nu. Hele skoven lægger sig til ro. Og du lægger dig også til ro, blødt og trygt i din seng.

Sov nu godt, lille ven, lige så stille som søen i skoven. Godnat.