Den lille baby og den bløde vind

Der lå en lille baby i sin vugge ved det åbne vindue. Det var en lun sommeraften, og solen var lige gået ned. Himlen var blød og lyserød udenfor.

Gennem det åbne vindue kom der en blid aftenvind. Den var ikke kold. Den var lun og blød, og den blæste helt sagte ind over den lille babys kind.

Suuus, sagde vinden ganske blidt. Suuus.

Vinden bar en sød duft med sig. Det var duften af blomster fra haven, der lukkede sig for natten. Duften svævede ind gennem vinduet og lagde sig blødt over den lille baby.

Udenfor vuggede vinden i træernes blade. De hviskede helt sagte til hinanden. Rasl, rasl. Det var den blødeste lyd, som tusind små stemmer, der sagde godnat.

Den lille baby lå helt stille i sin vugge og lyttede. Vinden vuggede gardinet ganske blidt, frem og tilbage, frem og tilbage. Og det var, som om vinden også vuggede den lille baby, helt sagte.

Suuus, sagde vinden. Rasl, rasl, sagde bladene.

Den lille baby gabte en lille gaben. Dens små øjne blev tunge. Den lune vind strøg så blidt over dens bløde kind, igen og igen, ligesom en kærlig hånd.

Oppe på himlen kom den første stjerne frem. Den blinkede blidt ned gennem vinduet til den lille baby. Og snart kom månen op, stor og rund og venlig, og lyste et blødt lys ind over vuggen.

Den lille baby lukkede sine små øjne. Vinden blæste videre, helt sagte, og bar duften af blomster og lyden af bladenes hvisken ind i de første bløde drømme.

Suuus. Rasl, rasl. Helt stille nu. Helt roligt.

Og den lille baby faldt i en blød, dyb søvn, vugget af den lune aftenvind, mens stjernerne tændte sig en efter en på den blide nattehimmel.

Sov nu godt, lille ven. Mærk den bløde vind og hør bladenes hvisken. Det er nat nu, og alt er roligt. Godnat.