Den kloge pige og kongens tre gåder

I et lille rige langt mod nord boede en møller og hans datter, Sigrid. De havde ikke meget, men de havde hinanden, og Sigrid var den kløgtigste pige i hele dalen. Hun tænkte sig altid godt om, før hun talte.

En dag red kongens budbringer gennem landsbyen og blæste i sit horn. “Hør efter, hør efter!” råbte han. “Kongen er bekymret. Riget kan ikke falde til ro om natten. Den, der kan løse kongens tre gåder, skal blive hans rådgiver!”

Mange klogeoge folk prøvede. De rige købmænd, de lærde mænd med de tykke bøger, de stolte riddere. Men ingen kunne svare. Til sidst gik Sigrid stille hen til slottet.

Kongen sad på sin trone og så træt ud. “Vil du virkelig forsøge, lille pige?” spurgte han venligt. “Det vil jeg gerne,” sagde Sigrid og nejede.

“Så hør den første gåde,” sagde kongen. “Hvad er det, der bliver større, jo mere du deler det?”

Sigrid tænkte sig om. Hun tænkte på sin far, der altid delte sit brød med naboerne, og på hvordan landsbyen blev gladere af det. “Det er glæde, høje konge,” sagde hun. “Glæde bliver kun større, når man deler den.”

Kongen nikkede langsomt. “Rigtigt. Og her er den anden gåde: Hvad er det, der er helt blødt, ganske stille, og alligevel stærkt nok til at lukke alle øjne i hele riget?”

Sigrid smilede. “Det er natten, høje konge. Når natten lægger sig blødt over markerne, sover både mennesker og dyr.”

“Også rigtigt,” sagde kongen, og nu lyste hans øjne lidt. “Men den sidste gåde er den sværeste. Hvorfor kan mit folk ikke falde til ro om natten? Find svaret, så er rigets uro forbi.”

Sigrid bad om lov til at gå en tur gennem riget, før hun svarede. Hun gik gennem landsbyerne, da aftenen faldt på. Og overalt så hun det samme: Klokkerne i tårnene ringede hele natten. Vagterne råbte til hinanden. Møllerne malede korn til langt ud på de små timer. Der var slet ikke nogen ro.

Næste morgen kom hun tilbage til kongen. “Jeg har fundet svaret,” sagde hun. “Dit folk kan ikke sove, fordi der aldrig bliver stille. Lad klokkerne tie, når mørket falder. Lad vagterne hviske i stedet for at råbe. Lad møllerne hvile om natten. Så vil roen komme af sig selv.”

Kongen rejste sig. “Du har ret, kloge Sigrid,” sagde han. “Vi har glemt at lade natten være nat.”

Så snart solen gik ned den aften, blev der helt stille i hele riget. Klokkerne tav. Vagterne hviskede. Møllehjulene stod stille. Og for første gang i lang tid lagde alle sig til at sove i blød, tryg ro.

Sigrid blev kongens rådgiver, men det vigtigste hun gav riget, var stilheden om natten. Og fra den dag sov både konge og folk sødt under den bløde, mørke himmel.

Nu er klokkerne tavse, og natten er stille. Luk dine øjne, lille ven, og sov lige så godt som hele Sigrids rige.