Den lille regndråbes rejse

Højt oppe i en grå sky boede en lille regndråbe, der hed Dry. Sammen med tusind andre dråber svævede hun rundt på himlen, til skyen blev så tung, at den ikke kunne holde på dem længere.

“Nu falder vi,” sagde de store dråber. “Hold godt fast, lille Dry.”

Og så slap skyen sit tag, og Dry begyndte at falde ned mod jorden. Det var lidt svimlende, men også spændende. Hun fløj gennem den kølige aftenluft, ned og ned, mens byens lys blinkede under hende som små stjerner.

Plip! Dry landede på et skråt tegltag. Det var glat og vådt, og hun begyndte straks at glide nedad. Hun rullede forbi en sovende due, der sad og puttede sig under tagskægget. Hun rullede forbi en lille mosplante, der voksede i en revne. Og hun rullede helt ned til tagrenden, hvor hun samledes med mange andre dråber.

“Hvor skal vi hen?” spurgte Dry.

“Vi følger vandet,” svarede de andre dråber. “Det fører os altid til et roligt sted.”

Sammen løb de gennem tagrenden og ned i et nedløbsrør. Det var mørkt derinde, men Dry var ikke bange, for hun var sammen med alle de andre, og de sang en sagte vandsang, mens de plaskede afsted.

Ud af røret kom de, og videre gennem en lille rende langs vejen. Dry rullede forbi sovende huse med slukkede vinduer. Hun rullede forbi en have, hvor blomsterne nikkede søvnigt i natteluften. Og langsomt, langsomt, førte vandet hende ud mod kanten af byen, hvor der lå en stor, stille sø.

Plask. Dry gled ud i søen og blev til en del af det blanke, mørke vand.

Og her blev det helt stille.

Søen lå fuldkommen rolig, uden en eneste bølge. Oppe på himlen var skyerne drevet væk, og månen var kommet frem, rund og sølvfarvet og smuk. Dry kiggede op, og dér så hun månen spejle sig i søens overflade, lige ved siden af hende.

“Sikke en lang rejse jeg har haft,” tænkte Dry. “Fra skyen, ned ad taget, gennem røret og helt herud. Og nu er jeg endelig fremme.”

Søen var det roligste sted, hun nogensinde havde været. Vandet var blødt og køligt, og det vuggede hende ganske svagt, som en mor der vugger sit barn. Rundt om søen stod sivene helt stille, og en enkelt frø sagde et søvnigt kvæk, før den også blev tavs.

Dry mærkede sig selv blive en del af det store, fredelige vand. Hun var ikke længere en lille dråbe alene. Hun var en del af søen, og søen var rolig og dyb og tryg.

Månen spejlede sig over hende, og stjernerne blinkede i vandet som tusind små lys. Alt var stille. Alt var godt.

Dry lod sig vugge af den blanke sø. Hun tænkte, at i morgen ville solen måske løfte hende op til himlen igen, så hun kunne blive til en ny sky og en ny rejse. Men det var en tanke for i morgen.

I nat hvilede hun bare, i den stille sø under den runde måne, helt til ro efter sin lange, lille rejse.