Det sidste blad på træet

På en høj gren i et gammelt egetræ hang et lille blad, der hed Birk. Engang havde Birk haft tusind søskende, der dækkede hele træet i en grøn, susende krone. Men nu var efteråret kommet, og et efter et var bladene faldet til jorden.

Først blev de gule. Så blev de røde og brune. Og når vinden tog fat, slap de grenen og dalede ned, langsomt og blidt, og lagde sig på skovbunden i et tykt, blødt tæppe.

Birk var den sidste, der var tilbage på hele træet.

Om morgenen kiggede Birk ned på alle sine søskende, der lå nede på jorden. “Er I bange?” spurgte han.

“Slet ikke,” svarede bladene nedefra. “Det er dejligt hernede. Vi ligger varmt og blødt og lytter til jorden, der trækker vejret. Kom ned til os, Birk.”

Men Birk holdt fast. Han var lidt nervøs ved tanken om at slippe grenen, som han havde holdt fast i hele sit liv. “Hvad nu, hvis det gør ondt at falde?” tænkte han.

Dagene gik, og Birk hang stadig deroppe, helt alene på det store, nøgne træ. Vinden blæste, men Birk holdt fast af alle kræfter. Regnen faldt, men Birk klamrede sig til grenen.

En aften, da solen gik ned i en blød, orange glød, mærkede Birk en venlig vind komme strygende. Den var ikke hård og kold. Den var lun og rolig, og den hviskede helt sagte i Birks lille bladkrop.

“Du behøver ikke holde fast længere,” sagde vinden. “Du har gjort dit. Du har drukket sol og dryppet regn og susede hele sommeren igennem. Nu er det tid til at hvile.”

Birk lyttede. Han mærkede, hvor træt han egentlig var efter at have holdt fast så længe. Og da han kiggede ned på sine søskende, der lå så trygt og blødt på jorden, mærkede han, at frygten langsomt forsvandt.

“Jeg er klar,” hviskede Birk.

Han slap grenen.

Og det gjorde slet ikke ondt. Tværtimod. Birk svævede ned gennem den kølige aftenluft, langsomt og blidt, mens den venlige vind bar ham, som om han var en lille fjer. Han vendte sig en gang rundt. Han så månen titte frem mellem grenene. Og så landede han ganske blødt, midt blandt alle sine søskende.

“Velkommen,” hviskede bladene og gjorde plads til ham.

Birk lagde sig til rette i det bløde bladtæppe. Det var varmt. Det var trygt. Og det var præcis det rigtige sted at være.

Oppe på himlen lyste månen ned over det nøgne egetræ, der nu kunne hvile hele vinteren, til foråret igen ville klæde det i nye, grønne blade.

Birk lukkede sine bladøjne og lyttede til jorden, der trak vejret dybt og langsomt under ham.

Og det sidste blad sov ind, helt trygt, fordi det havde lært, at det er godt at give slip, når man har gjort sit, og tiden er inde til at hvile.