Den magiske dør i skabet

I et gammelt hus boede der en dreng, der hed Villads. I hans værelse stod der et stort, gammelt skab af mørkt træ, og det havde altid stået der, så længe nogen kunne huske.

En aften, da Villads ikke kunne falde i søvn, kravlede han ud af sengen og åbnede skabet. Han skubbede tøjet til side, helt ind bagest, og der opdagede han noget, han aldrig havde set før. Bagest i skabet var der en lille dør. Den var rund foroven, lavet af blødt, glat træ, og der var en lille messinghåndtag, der lyste varmt i mørket.

Forsigtigt åbnede Villads døren. Bag den lå ikke skabets bagvæg, sådan som han havde troet. Bag den lå et helt nyt land.

Han kravlede igennem og kom ud i det blødeste, luneste landskab, han nogensinde havde set. Græsset var så blødt som fløjl. Bakkerne var runde og bløde som store puder. Og over det hele lyste en stor, venlig måne med et varmt, gyldent skær.

Det var aften her, ligesom hjemme, men her var alting endnu mere fredeligt. Der voksede søvnige blomster, der lukkede sig sammen og nynnede helt sagte. Der lå små, runde dyr af fløjl og sov i det bløde græs. Og luften var varm og duftede af noget rart, måske af nybagt brød eller af et varmt tæppe.

Villads gik langsomt op ad en blød bakke. På toppen stod der en seng. Det var den blødeste, dejligste seng, han nogensinde havde set, med en kæmpestor dyne og et bjerg af bløde puder. Den stod helt alene under den store måne, og det var, som om den havde ventet på ham.

Da Villads kom nærmere, mærkede han, hvor søvnig han var blevet. Hans øjenlåg var tunge, og hans ben var trætte efter turen op ad bakken.

Han kravlede op i den bløde seng. Dynen var lun og let, og puderne sluttede sig om hans hoved. Han havde aldrig ligget så blødt i hele sit liv.

De små fløjlsdyr kom listende op ad bakken og lagde sig til at sove rundt om sengen, så Villads ikke skulle være alene. De søvnige blomster nynnede deres bløde sang. Og den store, gyldne måne lyste varmt ned over ham.

Villads kiggede tilbage på den lille dør, der stod åben nede ved bakkens fod. Han vidste, at han altid kunne gå tilbage gennem den, hjem til sit eget værelse. Den tanke var rar. Han var ikke faret vild. Han var bare på besøg i det blødeste land, og han kunne tage hjem, når han ville.

Men lige nu ville han bare blive liggende. Det var så trygt her. Så roligt.

Mærk, hvor godt det er at ligge helt blødt. Mærk, hvor varm dynen er. Hør de søvnige blomster nynne, helt sagte, og se den gyldne måne, der passer på dig.

Villads lukkede sine øjne. De små fløjlsdyr åndede roligt rundt om ham. Og langsomt, blødt, faldt han i den dybeste, dejligste søvn.

Og ved du hvad? Når et barn falder i søvn i det bløde land bag den magiske dør, vågner det altid trygt i sin egen seng igen om morgenen. For døren passer på, at man altid finder hjem.

Men det er længe til morgen endnu. Lige nu er det nat, og Villads sover sødt på den bløde bakke under månen.

Måske er der også en lille magisk dør et sted i nærheden af dig. Og måske fører den til netop det bløde land, hvor du nu skal sove.

Luk dine øjne, lille ven. Lad sengen være blød. Lad månen passe på dig.

Godnat. Sov rigtig godt.