Den lille lygtefe og de syv lys

Da aftenen lagde sig over den lille dal, vågnede en ganske lille fe. Hun hed Lumi, og hun havde vinger så tynde og bløde som sommerfuglevinger, der lyste med et svagt, gyldent skær.

Lumi havde en helt særlig opgave hver eneste aften. Rundt om i dalen hang der syv små lygter, der havde lyst hele dagen. Og når det blev sengetid, var det Lumis opgave at dæmpe dem, et for et, helt blidt, så hele dalen kunne falde til ro.

Hun rystede søvnen af sine vinger og fløj ud i den blå aften.

Den første lygte hang ved den lille bro over åen. Den lyste klart og gult. Lumi satte sig forsigtigt på kanten, pustede ganske blidt, og lyset blev dæmpet til et blødt, varmt skær. Ved åen lagde fiskene sig til ro på bunden.

Det første lys var dæmpet. Mærk, hvordan det allerede bliver lidt mere stille.

Lumi fløj videre til den anden lygte, der hang i et æbletræ. Hun pustede blidt, og lyset blev blødere. Oppe i træet puttede fuglene sig sammen og gemte hovederne under vingerne.

Det andet lys var dæmpet. Det bliver mere og mere roligt nu.

Den tredje lygte stod ved markens kant. Lumi dæmpede den, og ude på marken lagde harerne sig til at sove i det bløde græs.

Det tredje lys var dæmpet.

Den fjerde lygte hang ved skovens begyndelse. Lumi pustede til den, og dybt inde i skoven lagde rævene sig sammenrullet i deres huler.

Det fjerde lys var dæmpet. Halvvejs nu. Hør, hvor stille der bliver.

Den femte lygte stod på en bakketop. Lumi dæmpede den, og månen kom langsomt frem på himlen og overtog vagten med sit blide sølvlys.

Det femte lys var dæmpet.

Den sjette lygte hang ved et lille hus, hvor et barn lå i sin seng. Lumi pustede ganske, ganske blidt, og lyset blev til det blødeste natlys. Barnet i sengen gabte og lagde sig til rette.

Det sjette lys var dæmpet. Næsten færdig nu.

Til sidst fløj Lumi til den syvende og sidste lygte. Den hang højt oppe, den allerklareste af dem alle. Lumi satte sig på kanten, trak vejret dybt, og pustede så det allersidste, blideste pust.

Det syvende lys blev til et lillebitte, varmt glimt, blødt som en stjerne.

Og nu var hele dalen stille og mørk og tryg. Alle dyrene sov. Alle børnene sov. Kun månen og stjernerne lyste blidt ned over alting.

Lumi var blevet søvnig af alt sit arbejde. Hendes vinger lyste nu helt svagt, og hendes øjenlåg var tunge. Hun fløj ned til en blød blomst, krøb ind i dens lukkede kronblade, der sluttede sig om hende som et varmt telt, og lagde sig til ro.

Alle de syv lys var dæmpet. Hele dalen sov. Og den lille lygtefe sov sødt i sin blomst, klar til at vågne igen i morgen aften og gøre det hele forfra.

Mærk, hvor stille der er nu, hvor alle lysene er dæmpet. Mærk, hvor søvnig du selv er blevet, et lys ad gangen.

Det er nat, og roen er kommet, blidt og varmt, helt af sig selv.

Godnat, lille ven. Sov rigtig, rigtig godt.