Prinsesse Uma og den søvnige drage

I et lille kongerige ved foden af et stort bjerg boede prinsesse Uma. Oppe i bjerget, sagde folk, boede der en drage. Hver aften kunne man se røg stige op fra bjergtoppen, og alle var bange.

“Dragen vil brænde vores marker,” hviskede de voksne. “Vi må holde os væk fra bjerget.”

Men prinsesse Uma var nysgerrig, og hun var ikke så hurtig til at blive bange. “Måske er dragen slet ikke ond,” tænkte hun. “Måske trænger den bare til, at nogen taler med den.”

En aften tog Uma sin varmeste kappe på og begyndte at klatre op ad bjerget. Stien var stejl, og det blev mørkt, men hun gik roligt videre, et skridt ad gangen. Til sidst nåede hun toppen, hvor der var en stor hule.

Inde i hulen sad dragen. Den var enorm, med grønne skæl og store vinger, og hver gang den pustede ud, kom der en lille sky af røg fra dens næsebor. Uma blev stående i åbningen.

Men dragen brølede ikke. Den så bare træt på hende med store, søvnige øjne. “Goddag, lille menneske,” sagde den med en dyb, trist stemme. “Er du kommet for at jage mig væk ligesom alle de andre?”

“Nej,” sagde Uma blødt. “Jeg er kommet for at sige goddag. Hvorfor stiger der røg op fra bjerget hver aften?”

Dragen sukkede, og en ny lille røgsky drev op mod loftet. “Det er bare mig, der sukker,” sagde den. “Jeg bor her helt alene. Hver aften sukker jeg, fordi jeg er så ensom. Og når en drage sukker, kommer der røg. Folk tror, jeg er farlig. Men jeg vil bare gerne have en ven.”

Uma blev helt blød om hjertet. Den store drage var slet ikke ond. Den var bare ensom og trist.

Hun gik hen og satte sig ved siden af den varme drage. “Så vil jeg være din ven,” sagde hun. “Og jeg skal fortælle alle i landsbyen, at du ikke er farlig.”

Dragen smilede, og for første gang i lang tid kom der ingen røg, da den pustede ud, kun et lykkeligt lille suk.

“Tak,” sagde dragen. “Vil du blive lidt, til jeg falder i søvn? Jeg sover altid bedst, når der er nogen i nærheden.”

“Det vil jeg gerne,” sagde Uma.

Dragen lagde sit store hoved ned på sine forpoter. Uma satte sig op ad dens varme side, der var blød som en stor pude og lun som en kakkelovn. Hulen var stille, og udenfor lyste stjernerne.

Dragen lukkede sine store øjne. Dens åndedræt blev langsomt og dybt. Ind. Ud. Ind. Ud. Ingen røg mere, for nu var den ikke trist længere.

“Godnat, drage,” hviskede Uma og klappede dens varme skæl.

“Godnat, lille ven,” mumlede dragen søvnigt.

Og prinsessen sad trygt op ad den store, venlige drage, mens de begge to faldt i søvn på bjergtoppen under stjernerne. Fra den dag steg der ingen trist røg op fra bjerget mere, for dragen var ikke længere alene.

Sov godt, lille Uma. Selv den største drage har et blødt hjerte.