Ønskestjernen over skoven

I et lille hus ved kanten af en skov boede der en pige, der hed Sigrid. Hver aften, før hun skulle sove, stod hun ved sit vindue og kiggede op på himlen.

En aften så hun en helt særlig stjerne. Den var større og klarere end de andre, og den lyste med et blødt, sølvfarvet skær. Sigrid vidste med det samme, hvad det var. Det var en ønskestjerne, og hun havde hørt, at hvis man så en, måtte man ønske sig noget.

Sigrid lukkede øjnene for at finde ud af, hvad hun ville ønske. Hun tænkte og tænkte. Men jo længere hun tænkte, jo mere kom hun til at tænke på alle de andre.

Hun tænkte på den lille fugl, der havde mistet sin rede i den seneste storm, og som måtte fryse om natten.

Da hun åbnede øjnene, hviskede ønskestjernen til hende med en blid, varm stemme: “Hvad ønsker du dig, lille Sigrid?”

“Jeg ved det ikke helt,” sagde Sigrid. “Men jeg kommer til at tænke på den lille fugl ude i skoven, der ikke har nogen rede. Kan du ikke give den et varmt sted at sove?”

Stjernen blinkede blødt. Og ude i skoven skete der noget vidunderligt. Et blødt, varmt lys lagde sig om den lille fugl, og pludselig fandt den en hyggelig hule i et træ, foret med mos og fjer, hvor den kunne sove trygt og varmt.

“Det var et smukt ønske,” sagde stjernen. “Vil du ønske igen?”

Sigrid tænkte på haren, der boede alene i skovbrynet. “Kan du give haren en god ven, så den ikke er ensom om natten?”

Stjernen blinkede igen, og ude i skoven fandt haren en anden hare, og de krøb sammen i en blød rede og varmede hinanden.

Sigrid blev ved. Hun ønskede, at de trætte træer måtte få en rolig nat uden storm. Hun ønskede, at åen måtte risle blidt og ikke fryse til. Hun ønskede, at alle de små dyr i skoven måtte sove trygt og godt.

Og for hvert ønske, hun ønskede for en anden, blev ønskestjernen lidt klarere og lidt varmere.

Til sidst sagde stjernen: “Du har ønsket så mange smukke ønsker, men du har ikke ønsket noget for dig selv. Er der ikke noget, du gerne vil have?”

Sigrid smilede og gabte. “Jo,” sagde hun stille. “Jeg vil ønske, at alle, jeg holder af, må sove godt i nat. Og så vil jeg ønske mig en god, blød søvn.”

Stjernen lyste op så blidt og varmt, som den aldrig havde gjort før. “Det,” hviskede den, “er det smukkeste ønske af dem alle. For når du ønsker godt for andre, kommer det gode altid tilbage til dig selv.”

Et varmt, blødt lys lagde sig om Sigrid, hvor hun stod ved vinduet. Hun mærkede, hvor søvnig hun var blevet, og hvor varmt og roligt der var i hele hendes krop.

Hun kravlede op i sin seng og trak dynen op til hagen. Gennem vinduet kunne hun stadig se ønskestjernen lyse blidt over skoven, og hun vidste, at alle dyrene derude nu sov trygt.

“Godnat, lille stjerne,” hviskede Sigrid. “Og godnat til alle.”

Og mens ønskestjernen vågede over den stille skov, faldt Sigrid i den blødeste, tryggeste søvn, med et varmt hjerte og et lille smil på læben.

Godnat, lille ven. Må alle dine venlige ønsker komme tilbage til dig i nat.