Troldmanden der samlede på stilhed

I en lille by boede der en gammel troldmand. Han var ikke som de troldmænd, man nogle gange hører om, der laver mørke trylleformularer. Nej, denne troldmand var blid og venlig, og han havde kun én eneste opgave, som han elskede over alt andet.

Hver aften, når børnene skulle sove, gik han gennem byens gader med en stor, blød pose over skulderen. Og i den pose samlede han på stilhed.

Det lyder måske mærkeligt, for hvordan kan man samle på stilhed? Men troldmanden gjorde det på en helt særlig måde. Han samlede nemlig alle de lyde op, der kunne forstyrre et sovende barn, og puttede dem i posen. Og når lydene var væk, blev der stilhed tilbage.

Den aften begyndte han ved torvet, hvor den store klokke i kirketårnet stadig ringede højt. Bing, bang, bing, bang. Troldmanden løftede sin hånd, og helt blidt løsnede klokkeklangen sig fra luften som en lang, gylden tråd. Han rullede den forsigtigt op og lagde den ned i posen. Med det samme blev klokken stille.

Så gik han videre. Ved et hus gøede en hund højt ud i natten. Vov, vov, vov. Troldmanden smilede venligt og tog også den lyd, helt blødt, og lagde den i posen. Hunden gabte, lagde sig ned og faldt i søvn.

Ved et andet hus stod et vindue og smækkede i vinden. Klap, klap, klap. Troldmanden tog lyden, og vinduet blev helt stille. En bil et sted langt borte brummede. Troldmanden tog brummet. En gren skrabede mod en rude. Troldmanden tog skrabet.

En efter en samlede han alle de larmende lyde op og lagde dem blidt i sin pose. Og for hver lyd, der forsvandt, blev byen mere og mere stille.

Til sidst gik troldmanden hen til de huse, hvor børnene lå i deres senge. Han standsede ved hvert vindue og lyttede. Nu var der ikke længere klokker eller hunde eller vinduer, der smækkede. Der var kun den blødeste, varmeste stilhed tilbage.

Og i den stilhed kunne børnene endelig høre alle de rolige, gode lyde, som larmen havde gemt: deres egen rolige vejrtrækning, ind og ud, ind og ud. En blid vind, der nynnede helt sagte. Og deres eget hjerte, der slog langsomt og trygt.

Troldmanden stod et øjeblik og kiggede ud over den stille by. Alle børnene var ved at falde i søvn nu, trygge og rolige i den bløde stilhed, han havde givet dem.

“Sov godt, alle sammen,” hviskede han, så lavt, at det knap var en lyd.

Så gik han hjem til sit lille hus i udkanten af byen. Han stillede den fyldte pose ved døren, for om morgenen ville han lade alle lydene ud igen, og så ville byen vågne med klokker og fugle og glade stemmer. Men det var længe til.

Lige nu var det nat, og troldmanden var selv blevet søvnig. Han satte sig i sin bløde stol ved vinduet, foldede hænderne i skødet og lukkede sine trætte øjne.

Og i den dybe, bløde stilhed, som han selv havde skabt, faldt den gamle, venlige troldmand i søvn, mens hele byen sov trygt rundt om ham.

Hør, hvor stille der er nu. Mærk din egen rolige vejrtrækning. Et sted derude har troldmanden lige taget alle de larmende lyde, så du kan sove helt trygt.

Godnat, lille ven. Sov sødt i den bløde stilhed.