Prinsen der samlede på stjerneskud

I et slot på toppen af en høj bakke boede en lille prins, der hed Felix. Felix havde alt, hvad et barn kunne ønske sig. Han havde fine legetøjsheste, en hel kiste fuld af guldmønter og et helt rum fuldt af de smukkeste ting.

Men der var én ting, Felix ikke havde. Han havde aldrig fanget et stjerneskud. Og det ville han så gerne.

Hver aften klatrede Felix op i det højeste tårn i slottet med en stor sølvskål i hænderne. Han ville fange et stjerneskud i skålen og gemme det i sit skatkammer sammen med alle sine andre fine ting.

“Når jeg fanger et stjerneskud,” sagde Felix, “bliver jeg den eneste prins i hele verden, der ejer et stykke af himlen.”

Så satte han sig på tårnets kant og holdt skålen op mod himlen og ventede. Og ventede. Og ventede.

Og pludselig kom der et stjerneskud. Det fløj hen over himlen i en lang, lysende stribe. Felix rakte sin skål så højt op, han kunne, og prøvede at fange det. Men stjerneskuddet var alt for hurtigt. På et øjeblik var det forsvundet, og Felix sad tilbage med en tom skål.

“Åh nej,” sukkede Felix. “Jeg fangede det ikke.”

Hver aften prøvede han igen. Og hver aften forsvandt stjerneskuddet, før han kunne fange det. Felix blev mere og mere træt og ked af det.

En aften, da Felix sad i tårnet med sin tomme skål, kom slottets gamle gartner forbi. Han satte sig stille ved siden af prinsen.

“Hvad laver du her oppe hver aften, lille prins?” spurgte gartneren venligt.

“Jeg prøver at fange et stjerneskud,” sagde Felix. “Men det lykkes aldrig.”

Gartneren smilede mildt. “Ved du hvad, lille prins? Et stjerneskud kan man ikke fange. Det forsvinder i samme øjeblik, man rører ved det. Men man kan gøre noget meget bedre.”

“Hvad?” spurgte Felix.

“Man kan lægge sig ned, helt stille, og bare se på det. Når et stjerneskud flyver hen over himlen, og du ser det, så ejer du det allerede, lige der i det øjeblik. Det smukke ved det er ikke at gemme det. Det smukke er bare at se det.”

Felix lagde sin sølvskål til side. Han lagde sig ned på tårnets bløde gulv og kiggede op på den store, mørke himmel fuld af stjerner.

Og snart kom der et stjerneskud. Det fløj hen over himlen i en smuk, lysende stribe. Felix fangede det ikke. Han bare så det, og han mærkede, hvor smukt det var.

“Du har ret,” hviskede Felix. “Det er meget smukkere bare at se på det.”

Han blev liggende og kiggede på stjernerne, og lidt efter lidt blev hans øjne tunge og bløde. Stjernerne blinkede roligt over ham, og en blid ro bredte sig i hele hans krop.

Gartneren lagde et varmt tæppe over den lille prins og listede stille ned ad tårnets trappe. Og Felix faldt i søvn deroppe under hele himlen, helt rolig og tilfreds, mens stjernerne lyste over ham.

Sov nu godt, lille ven. Du behøver ikke fange noget. Bare lig stille og lad de smukke ting komme til dig. Godnat.