Rumrejsen til den søvnige planet

Der var engang to bedste venner, der hed Sofus og Vera. De elskede at kigge op på stjernerne om aftenen og drømme om at flyve ud i rummet.

En aften, da de lå i græsset og kiggede op på himlen, opdagede de en lille raket, der stod parkeret bag det store æbletræ. Den var sølvfarvet og rund og lige stor nok til to.

“Skal vi prøve at flyve i den?” hviskede Vera.

“Ja,” sagde Sofus. “Lad os flyve ud til stjernerne.”

De kravlede ind i den lille raket og spændte sig fast i de bløde sæder. Sofus trykkede på en blå knap, og ganske stille og blidt lettede raketten fra jorden.

Op, op, op fløj de, gennem de bløde skyer og videre op mod den mørkeblå nattehimmel. Snart var de helt ude i rummet, hvor det er stille og roligt og fuldt af blinkende stjerner.

“Se,” sagde Vera og pegede ud af vinduet. De fløj forbi månen, der var stor og rund og smilede til dem. De fløj forbi en planet med fine ringe om sig, der snurrede ganske langsomt. Og de fløj forbi en hel sværm af små stjerner, der blinkede som glimt af lys.

Det var helt stille i rummet. Der var ingen lyde, kun den bløde summen fra raketten og deres egne rolige åndedræt.

“Hvor skal vi hen?” spurgte Sofus søvnigt.

“Til den søvnige planet,” sagde Vera og pegede frem. Og der, langt ude, lyste en blød, blå planet, der så ud, som om den var lavet af de blødeste skyer.

Raketten gled langsomt ned mod den søvnige planet og landede helt blidt. Sofus og Vera kravlede ud og kiggede sig omkring. Hele planeten var blød og varm. Jorden var som en kæmpestor pude, og luften duftede sødt.

Overalt på den søvnige planet lå der små, bløde væsner og sov. De var runde og lodne og snorkede ganske blidt. Ingen havde travlt her. Alle hvilede bare.

“Det her er det roligste sted i hele universet,” hviskede Vera.

Sofus og Vera lagde sig ned på den bløde jord ved siden af hinanden. De kiggede op på himlen, hvor tusind stjerner blinkede over dem, og hvor deres egen lille jord lyste langt borte, blå og smuk.

“Godnat, Vera,” sagde Sofus og gabte.

“Godnat, Sofus,” sagde Vera.

Og de to bedste venner lukkede øjnene og faldt i søvn på den søvnige planet, mens de bløde væsner snorkede roligt rundt om dem, og stjernerne holdt vagt.

Sov nu godt, lille ven. Forestil dig, at du svæver helt blidt blandt stjernerne, hvor alt er stille og roligt. Det er nat nu. Godnat.