Prinsesse Elif og tidens tårn

Prinsesse Elif havde altid travlt. Hun spiste hurtigt, hun løb i stedet for at gå, og hun blev utålmodig, når noget tog tid. “Skynd dig!” var det, hun oftest sagde.

Men der var én ting, Elif ikke kunne skynde sig: at falde i søvn. Hver aften lå hun i sin seng og prøvede at sove så hurtigt som muligt. Hun knugede øjnene sammen, holdt vejret og tænkte: NU sover jeg! Men jo mere hun prøvede, jo mere lysvågen blev hun.

En aften, da hun lå og var frustreret, hørte hun slottets store klokke slå oppe i tårnet. Bong. Bong. Bong. Helt langsomt, helt roligt.

Elif blev nysgerrig. Hvem styrede den klokke? Hvorfor slog den så langsomt? Hun stod op og gik op ad de mange trin til tidens tårn, hvor det store ur boede.

Deroppe mødte hun urmageren, en venlig gammel mand, der passede slottets ur. Han sad og polerede et lille tandhjul i skæret fra et stearinlys.

“Hvorfor slår klokken så langsomt?” spurgte Elif. “Kan den ikke skynde sig lidt?”

Urmageren smilede. “Nej, lille prinsesse. Tiden går i sit eget tempo. Et sekund er altid et sekund. Du kan ikke gøre det kortere, og du kan ikke gøre det længere.”

Han pegede på det store ur med alle dets tandhjul, der drejede langsomt rundt. “Se her. Hvis jeg prøvede at få hjulene til at dreje hurtigere, ville hele uret gå i stykker. Det fungerer kun, når hver del får lov at bevæge sig i sit eget rolige tempo.”

Elif kiggede på de langsomme hjul. “Men jeg vil så gerne sove hurtigt,” sagde hun. “Og jo mere jeg skynder mig, jo mere vågen bliver jeg.”

Urmageren nikkede, som om han kendte det udmærket. “Søvn er ligesom tiden,” sagde han. “Den kommer i sit eget tempo. Du kan ikke jage den. Men du kan invitere den. Læg dig ned. Lad armene være tunge. Træk vejret langsomt - ind gennem næsen, ud gennem munden. Og hold så op med at prøve. Så kommer søvnen helt af sig selv, ligesom klokken slår, når tiden er inde.”

Elif tænkte over det hele vejen ned ad trappen. Hun lagde sig i sin seng. Men denne gang prøvede hun ikke at sove. Hun lod bare armene blive tunge. Hun trak vejret langsomt, ind gennem næsen, ud gennem munden. Hun holdt op med at skynde sig.

Hun lyttede til den fjerne klokke, der slog ganske langsomt oppe i tårnet. Bong. Og pause. Bong. Og pause.

Og lidt efter lidt - uden at hun selv lagde mærke til hvornår - gled prinsesse Elif ind i den dybeste, blødeste søvn, hun nogensinde havde sovet.

Fra den nat skyndte Elif sig stadig nogle gange om dagen. Men om aftenen huskede hun urmagerens ord: nogle ting kan kun ske i deres eget tempo. Og så lod hun søvnen komme, helt af sig selv.

Sov sødt, lille ven. Du behøver ikke skynde dig. Søvnen finder dig, præcis når tiden er inde.