Prinsesse Juno og de tre nøgler

Dybt nede i prinsesse Junos slot lå en dør, ingen havde åbnet i mange år. Den var lavet af mørkt egetræ og havde tre låse, en over den anden. Over døren stod der med gamle, gyldne bogstaver: “Bag denne dør gemmer sig en skat for den nysgerrige.”

Juno elskede gåder, og hun var fast besluttet på at åbne døren. Den gamle slotsfoged gav hende et lille kort. “Der findes tre nøgler,” sagde han. “Men de er gemt. For at finde hver nøgle skal du svare på et spørgsmål.”

Juno tog en lygte og gik på opdagelse. Det var spændende, men hun var ikke bange, for hun vidste, at slottet var trygt.

Ved den første lås stod der mejslet ind i stenen: “Jeg har byer, men ingen huse. Jeg har bjerge, men ingen sten. Jeg har vand, men ingen fisk. Hvad er jeg?”

Juno tænkte sig godt om. Byer, bjerge og vand, men ingen huse, sten eller fisk… “Et kort!” råbte hun. “Et landkort har det hele tegnet, men intet rigtigt.” Med det samme klikkede den første lås op, og en lille messingnøgle dukkede frem fra en sprække.

Ved den anden lås stod: “Jo mere du tager af mig, jo større bliver jeg. Hvad er jeg?”

Det var sværere. Juno satte sig ned og tænkte længe. Jo mere man tager… bliver større… “Et hul!” sagde hun til sidst. “Jo mere jord man graver op af et hul, jo større bliver hullet.” Den anden lås klikkede op, og en sølvnøgle faldt ud.

Den tredje lås var den sværeste. Der stod: “Jeg taler uden mund og hører uden ører. Jeg har ingen krop, men jeg vågner til live, når nogen taler. Hvad er jeg?”

Juno gik frem og tilbage. Hun prøvede mange svar. Til sidst, da hun sukkede højt, hørte hun sit eget suk komme tilbage til hende fra de buede stenmure. Og så vidste hun det.

“Et ekko!” sagde hun, og ordet rullede tilbage til hende: ekko… ekko… ekko… Den tredje lås, en gylden en, klikkede op.

Med alle tre nøgler i hånden låste Juno den store dør op. Den knirkede langsomt indad. Hun løftede lygten - og gispede.

Det var ikke guld eller juveler. Det var et helt rum fyldt med bøger. Hundredvis af gamle bøger med historier, eventyr og digte, som ingen havde læst i årevis. Det var slottets glemte bibliotek.

Juno smilede over hele ansigtet. Det her var den bedste skat, hun kunne forestille sig. Hun tog en bog ned fra hylden, satte sig i en blød lænestol og begyndte at læse i lygtens varme skær.

Næste dag åbnede hun biblioteket for alle i kongeriget, så alle kunne komme og låne historier. For en skat, man deler, bliver kun større - ligesom hullet i den anden gåde.

Den aften lagde Juno sig i sin seng med en bog i hånden og læste, til øjenlågene blev tunge. Ordene blev til bløde billeder, og billederne blev til drømme.

Sov sødt, lille gådeløser. De bedste eventyr venter altid bag den næste dør.