Månekoen på besøg

På en lille gård boede en ko, der hed Mona. Mona var en ganske almindelig ko, der spiste græs og gav mælk, men hun havde en lille hemmelig drøm: Hun ville så gerne hilse på månen.

En klar aften, da månen hang stor og rund og lige over engen, blev Mona helt fyldt af mod. Hun tog tilløb hen over den dugvåde eng, sprang så højt hun kunne - og hop! - op fløj hun, helt op gennem den kølige natteluft, forbi træernes toppe, forbi skyerne, helt op til månen.

Månen smilede sit blide smil, da Mona landede blødt på den.

“Goddag, lille ko,” sagde månen. “Det er ikke hver aften, jeg får besøg.”

“Goddag, måne,” sagde Mona og var helt forpustet og glad. “Jeg ville bare sige godnat til dig.”

Mona gik en lille tur rundt på månen. Den var blød og grå og fuld af runde dale, der lå som store, rolige skåle. Det var helt stille deroppe, og hun kunne se hele Jorden lyse blåt og smukt langt nede.

“Hvor er her dejligt og roligt,” sagde Mona og gabte. Hun var blevet lidt træt af den lange tur.

“Ja, her er stille,” sagde månen venligt. “Men sig mig, lille Mona - hvor sover du allerbedst?”

Mona tænkte sig om. Hun tænkte på sin egen stald, på det varme halm, på de andre køer, der lå og tyggede roligt ved siden af hende, og på lugten af eng og sommer.

“Hjemme,” sagde Mona stille. “Jeg sover allerbedst hjemme i min egen stald.”

“Så skal du hjem og sove,” smilede månen. “Jeg passer på dig hele vejen ned.”

Mona tog et lille tilløb på den bløde måne og sprang. Stille og roligt dalede hun ned gennem natteluften, forbi skyerne, forbi træernes toppe, og landede helt blødt på den dugvåde eng igen.

Hun gik langsomt hjem til sin varme stald og lagde sig i det bløde halm ved siden af de andre køer. Gennem stalddøren kunne hun stadig se månen lyse roligt deroppe.

“Godnat, måne,” mumlede Mona. “Tak for besøget.”

Og månen blinkede blødt tilbage, mens den lille ko lukkede øjnene i sin egen trygge stald, hvor hun allerhelst ville sove.

Sov sødt. Det skønneste sted i hele verden er din egen seng.