Den lille måne der ville være stor

Rundt om en stor planet langt ude i rummet svævede mange måner. Nogle var store og runde, andre var mellemstore, og så var der den allermindste af dem alle. Den hed Mimmi.

Mimmi var lille. Når de store måner lyste, lyste de stort og kraftigt. Men Mimmi lyste bare med et lille, blødt skær.

“Jeg ville ønske, jeg var stor som de andre,” sukkede Mimmi en aften. “Så ville jeg også kunne lyse rigtig meget.”

De store måner hørte hende og sagde venligt: “Du er nu fin, som du er, lille Mimmi.” Men Mimmi var ikke helt sikker.

En aften svævede Mimmi alene ud til kanten af planetens måner og kiggede ned mod den fjerne, blå Jord. Og der, langt nede, lagde hun mærke til noget.

I et lille vindue sad et barn, der ikke kunne sove. Barnet kiggede op på himlen og ledte efter noget at hvile øjnene på.

De store, kraftige måner lyste så stærkt, at de næsten var for meget for barnets trætte øjne. Men så fik barnet øje på Mimmi, der lyste med sit lille, bløde skær - ganske mildt, ganske roligt.

Barnet smilede. Det var lige præcis det rigtige lys. Ikke for stærkt, ikke for skarpt. Bare et blødt, lille skær at falde til ro ved.

Mimmi mærkede, hvordan barnet kiggede på hende, og hun lod sit lille lys lyse så blødt og trygt, den kunne. Barnet trak dynen op om hagen og lod øjnene blive tunge, mens det kiggede på den lille måne.

Lidt efter lidt faldt barnet i søvn, roligt og trygt, mens Mimmi vågede over det med sit milde skær.

Mimmi blev helt varm indeni. For nu forstod hun det. Hun behøvede slet ikke at være stor. Hendes lille, bløde lys var præcis det rigtige til at trøste et barn, der skulle sove.

“Tak, fordi jeg er lige tilpas,” hviskede Mimmi glad.

Hun svævede stille tilbage til de andre måner, der lyste roligt i den store nat. Men Mimmi vidste nu, at hun havde sin helt egen, vigtige opgave: at være det bløde, lille lys, som trætte børn kunne falde i søvn ved.

Og selv blev Mimmi også søvnig af at se barnet sove. Hun lod sit lille skær blive endnu blødere og lukkede langsomt øjnene.

“Godnat, lille barn dernede,” gabte Mimmi. “Vi sover begge to nu.”

Og den lille måne faldt blødt til ro, lige så lille og lige så fin, som den altid havde været.

Sov sødt. Det bløde lys, du falder i søvn ved, er præcis det rigtige.