Astronauten og stjernestøvet

Otto var astronaut, og han var den blideste astronaut, der nogensinde havde svævet i rummet. Han havde en rund hjelm, store handsker og en lommelygte, der lyste varmt og gult.

Hver aften gik Otto en lille rumvandring uden for sin rumstation. Han svævede stille rundt blandt stjernerne, helt langsomt, mens han holdt godt fast i en tynd line, så han ikke fløj væk.

Otto havde opdaget noget vidunderligt. Ude mellem stjernerne lå der et fint, blødt støv, der glitrede som tusind bittesmå lys. Det hed stjernestøv, og det var det blødeste og dejligste, der fandtes i hele rummet.

Otto havde en lille pose hængende ved bæltet. Forsigtigt, ganske forsigtigt, samlede han stjernestøvet op med sine store handsker og puttede det ned i posen. Det glitrede og lyste i mørket som en pose fuld af drømme.

Da posen var fuld, svævede Otto hen til vinduet, hvorfra han kunne se ned på Jorden. Dernede var det blevet aften, og børnene var ved at falde i søvn i deres senge.

“Nu skal I få en lille gave,” sagde Otto blødt.

Han åbnede sin pose og lod stjernestøvet drysse ud i rummet. Langsomt, helt langsomt, dalede det ned mod Jorden, gennem mørket, gennem skyerne, helt ind gennem børnenes vinduer.

Stjernestøvet lagde sig blødt over de sovende børn. Det glitrede svagt på deres dyner og lyste ganske mildt på deres lukkede øjne. Og dér, hvor stjernestøvet landede, kom der søde drømme.

Et barn drømte om at flyve som en fugl over engen. Et andet drømte om en blød hvalp, der lagde sit hoved i barnets skød. Et tredje drømte om at hoppe i en stor bunke blade og grine.

Otto stod ved vinduet og kiggede ned, mens børnene smilede i søvne.

“Godnat, alle sammen,” hviskede han. “Sov godt og drøm sødt.”

Da posen var helt tom, trak Otto sig stille tilbage ind i sin rumstation. Han tog sin runde hjelm af og hængte sine store handsker op. Nu var det også sengetid for astronauten.

Otto krøb ned i sin sovepose, der hang trygt på væggen, og trak den op om hagen. Gennem vinduet kunne han se Jorden lyse blødt og blåt, fuld af sovende børn med stjernestøv på deres dyner.

“I morgen samler jeg mere,” gabte Otto, “så der altid er drømme nok til alle.”

Og den venlige astronaut lukkede øjnene og faldt selv blødt i søvn, mens det sidste lille glimt af stjernestøv blinkede ude i mørket.

Sov sødt. Måske er der lidt stjernestøv på din dyne lige nu.