Rejsen til stjernernes søvnige by

En aften lå et barn, der hed Liam, i sin seng og kunne ikke helt falde i søvn. Han kiggede ud ad vinduet på stjernerne, der blinkede blødt på den mørke himmel.

Lige da hørte han en helt stille banken på ruden. Han kiggede op og så et venligt ansigt bag en rund hjelm. Det var en astronaut, der svævede lige uden for vinduet og smilede til ham.

“Hej, Liam,” sagde astronauten med en blid stemme. “Jeg hedder Selma. Har du lyst til at tage med på en lille rejse, mens du falder i søvn?”

Liam nikkede, og pludselig svævede han selv, helt let og blødt, ud gennem vinduet og op til Selma. Sammen steg de stille op gennem natteluften, forbi skyerne, helt op blandt stjernerne.

“Hvor skal vi hen?” spurgte Liam.

“Til stjernernes søvnige by,” sagde Selma. “Det er et helt særligt sted. Der bor alle de venligste stjerner, og lige nu er de ved at gå i seng.”

De svævede roligt videre, indtil Liam langt forude så et blødt, varmt skær. Det var byen - en lille samling af stjerner, der lyste mildt og hyggeligt, som vinduer i et hus om aftenen.

Da de kom nærmere, kunne Liam se, at hver lille stjerne havde sin egen bløde seng af måneskin og stjernestøv. Og en efter en var de ved at falde til ro.

En lille stjerne børstede sit lys helt blankt og krøb i seng. “Godnat,” gabte den.

En anden lille stjerne fik et godnatkys af en større stjerne og lukkede øjnene. “Godnat,” hviskede den.

Overalt i den søvnige by gjorde stjernerne sig klar til at sove. Det var så roligt og fredeligt, at Liam selv blev helt blød og søvnig af at se på det.

“Ser du,” sagde Selma blødt. “Lige nu, overalt, falder alle til ro. Stjernerne heroppe. Børnene nede på Jorden. Dyrene i skoven. Alle skal sove, når natten kommer.”

Liam gabte stort. Hans øjne blev tunge, mens han svævede ved siden af Selma og kiggede ud over den søvnige by, hvor stjerne efter stjerne dæmpede sit lys.

“Nu tror jeg, det er tid til, at du også sover,” sagde Selma venligt. “Skal jeg følge dig hjem?”

Liam nikkede søvnigt. Selma tog ham blødt ved hånden, og sammen svævede de stille ned igen, forbi stjernerne, gennem de bløde skyer, helt ned til Liams vindue.

Selma lagde ham forsigtigt tilbage i hans seng og trak dynen op om hagen.

“Godnat, Liam,” hviskede hun. “Sov nu lige så trygt som stjernerne i deres søvnige by.”

Liam var næsten faldet i søvn. Gennem vinduet kunne han stadig ane det bløde, varme skær langt ude i rummet, hvor stjernerne nu sov roligt i deres senge af måneskin.

Og under den samme store himmel lukkede Liam sine øjne og faldt blødt og trygt i søvn.

Sov sødt. Overalt i verden og helt ude i rummet hviler alle nu, lige som du.