Kortet i det gamle bibliotek

Det gamle bibliotek i Mira’s by var det stille slags sted, hvor støvet dansede i solstrålerne, og hvor bøgerne stod så tæt, at de næsten hviskede til hinanden. Mira elskede at gå derhen om eftermiddagen, når regnen trommede på de høje vinduer.

En dag, mens hun trak en tyk, gammel bog ud fra den nederste hylde, faldt der noget ud. Det dalede langsomt ned på gulvet som et blad om efteråret. Mira samlede det op. Det var et stykke papir, gulnet og krøllet, og på det var der tegnet et lille kort med blæk.

Hun foldede det helt ud. Det var et kort over biblioteket selv - med reolerne, den store globus, den knirkende vindeltrappe. Og midt på kortet var der sat et lille kryds ved siden af en gåde, skrevet med en sirlig, gammeldags skrift:

“Find den dør, der aldrig er åben, men aldrig er låst. Bagved venter et venligt møde.”

Mira mærkede det dejlige sus i maven, som man får, når et eventyr lige er begyndt. En dør, der aldrig er åben, men aldrig er låst? Hun gik rundt i hele biblioteket og kiggede. Alle dørene var jo enten åbne eller lukkede.

Hun satte sig på trappen for at tænke. Bibliotekaren, en venlig mand med briller, gik forbi med en stak bøger. “Du ser ud, som om du leder efter noget,” sagde han mildt.

“En dør, der aldrig er åben, men aldrig er låst,” sagde Mira.

Manden smilede. “Hmm. Ved du, der er en gammel klap i væggen bagest i rummet. Den har siddet der i hundrede år. Vi kalder den slet ikke en dør længere.”

Mira sprang op. Bagest, mellem to høje reoler, fandt hun den - en lille trælem, malet i samme farve som væggen, så man næsten ikke kunne se den. Den var hverken åben eller låst. Bare lukket, og glemt.

Hjertet bankede, da hun forsigtigt åbnede den. Indenfor var der ikke noget skummelt. Der var et lille, lunt rum med en blød lænestol, et tæppe og en hylde fuld af de smukkeste, ældste billedbøger, hun nogensinde havde set. På stolen lå et kort, der lignede det, hun havde fundet, og en hilsen: Til den, der er nysgerrig nok til at lede. God læsning.

Bibliotekaren stak hovedet ind og blev helt stille. “Det her rum havde jeg helt glemt,” sagde han stille. “En af de gamle bibliotekarer må have lavet det engang. En hemmelig læsekrog.”

Fra den dag var det Miras yndlingssted. Når regnen trommede, krøb hun ind i lænestolen med et tæppe og en gammel bog og læste, indtil øjenlågene blev tunge.

Og om aftenen, når hun lå i sin egen seng derhjemme, tænkte hun på den lille glemte krog, der havde ventet så længe på at blive fundet. Det gjorde hende helt rolig indeni.

“Godnat, lille hemmelige rum,” hviskede hun. “Jeg kommer igen i morgen.”

Og så sov hun, mens regnen blev til en blød, tryg vuggevise mod ruden.