Toget til de blå bjerge

Det lille blå damptog hed Bimle, og hver nat kørte det den lange strækning gennem dalene op til de blå bjerge. Bimle elskede sin rute. Den kendte hver eneste sving, hver eneste tunnel og hver eneste lille station, hvor lamperne lyste varmt i mørket.

En aften, lige før afgang, lastede stationsmesteren en helt særlig vogn på Bimle. Den var lukket og låst, og udenpå stod der med store bogstaver: FORSIGTIG. SKAL FREM TIL DE BLÅ BJERGE INDEN SOLOPGANG.

“Hvad mon der er i?” pustede Bimle nysgerrigt. Stationsmesteren ville ikke sige det. “Det er en overraskelse,” var alt, han sagde, og han klappede Bimle blødt på skorstenen. “Bare kør forsigtigt, lille ven. Det er noget kostbart.”

Så peb Bimle sin fløjte - tøøøøt! - og rullede ud i natten.

Sporet løb gennem den stille dal, hvor en flod glimtede i måneskinnet. Dunk-dunk, dunk-dunk, sagde hjulene, en rolig rytme, der lød som et hjerte, der banker. Bimle kørte forbi sovende landsbyer, hvor kun en enkelt lampe stadig var tændt. Den kørte over en høj bro, hvor stjernerne spejlede sig i vandet nedenunder.

Så kom den første tunnel. Den var lang og helt mørk, og Bimle pustede lidt hurtigere. Inde i tunnelen kunne man kun høre hjulene og ekkoet af dem. Men Bimle var ikke bange. Den vidste, at alle tunneler har en ende, og snart åbnede mørket sig op, og stjernerne var der igen, lige så trygge som før.

Hele tiden tænkte Bimle på den hemmelige vogn. Hvad mon der var i? Engang imellem syntes den at høre en helt lille lyd derindefra - en blød piben, ligesom noget levende.

Sporet begyndte at stige opad, op mod de blå bjerge, der rejste sig mørke og majestætiske mod den stjernefyldte himmel. Bimle pustede og pumpede, langsommere nu, op ad den lange bakke. Den lille lyd fra vognen blev tydeligere. Pip. Pip-pip.

Endelig, lige som himlen i øst begyndte at blive lyserød, rullede Bimle ind på den lille station højt oppe i bjergene. En venlig kone stod og ventede. Hun skyndte sig hen til den hemmelige vogn og låste den op.

Og dér, inde i vognen, i en blød rede af halm, sad der tre små fugleunger. Det var sjældne bjergfugle, der var blevet fundet forladt nede i dalen, og nu var de kommet hjem til bjergene, hvor de hørte til, lige inden solen stod op.

“Tak, lille tog,” sagde konen og smilede. “Du fik dem hjem i tide.”

Bimle pustede en stolt, lille sky ud af skorstenen. Den havde fragtet den fineste last af alle - tre små liv, der nu kunne vokse op, hvor de hørte til.

De tre fugleunger pippede taknemmeligt, og konen bar dem forsigtigt op mod reden højt på bjergsiden, mens den første sol farvede bjergene gyldne.

Bimle blev stående lidt på stationen og hvilede sine trætte hjul efter den lange tur. Snart skulle den køre tilbage gennem dalene, men lige nu var der bare fred, og solen varmede dens blå skorsten.

“Godt klaret, Bimle,” hviskede den til sig selv. “Sikke en nat.”

Og mens fuglene begyndte at synge deres morgensang oppe i bjergene, hvilede det lille blå damptog trygt på sin station, helt tilfreds, klar til at drømme om den næste rejse.