De syngende græskar

Ved kanten af en mark stod der hver efterår en masse små græskar. Om natten lyste de blødt orange indefra, og folk i nærheden syntes, det var en lille smule uhyggeligt.

“Hvorfor lyser de?” hviskede de. “Hvad foregår der derude i mørket?”

En pige ved navn Frida boede lige ved marken. En aften, da hun ikke kunne sove, hørte hun en blød, nynnende lyd komme ude fra græskarrene. Den var så fin og rolig, at hun måtte ud og se.

Frida tog sit tæppe om skuldrene og gik ud i den kølige aften. Og dér, på marken, så hun det fineste syn: alle de små græskar lyste blødt orange, og de nynnede sammen en dyb, rolig melodi.

“Goddag, lille Frida,” sagde det nærmeste græskar med en venlig, rund stemme. “Kom og sæt dig hos os. Vi er ved at synge marken i søvn.”

Frida satte sig forsigtigt ned mellem græskarrene. Deres lys var varmt mod hendes kinder, og deres nynnen kildede behageligt i ørerne.

“Hvorfor lyser I?” spurgte hun.

“Fordi vi er fulde af efterårssol,” sagde græskarret. “Hele sommeren samlede vi solens lys op gennem vores ranker. Og om natten giver vi det blidt tilbage, så marken ikke er helt mørk. Et lille lys, så ingen behøver være bange.”

“Og hvorfor synger I?” spurgte Frida og gabte.

“For at sige godnat til alt det, der gror,” sagde et andet græskar blødt. “Vi synger for kålormene, der sover i bladene. Vi synger for musene, der har redt sig i halmen. Og i aften synger vi også for dig.”

Græskarrene begyndte at nynne deres melodi igen, dybt og roligt, og deres bløde orange lys blinkede langsomt i takt. Det var den fineste vuggevise, Frida nogensinde havde hørt.

Hun lagde sig ned i det varme halm midt mellem de lysende græskar og pakkede sit tæppe godt om sig. Lysene blinkede langsommere. Nynnen blev dybere og blødere. Frida mærkede sine øjenlåg synke.

“Sov nu, lille Frida,” nynnede græskarrene. “Vi lyser for dig, til du sover, og vi synger, til din far kommer og bærer dig ind.”

Og Frida sov, lunt og trygt, badet i blødt orange lys, mens græskarrene sang hele marken i søvn.

Lidt efter kom Fridas far ud og fandt hende sovende mellem de lysende græskar. Han smilede og bar hende blidt ind i seng, mens græskarrene nynnede deres farvel bag ham.

Fra den nat var ingen bange for de lysende græskar mere. For nu vidste de, at det bløde lys bare var sommerens sol, der sang verden godnat.

Sov godt, lille ven. Lad en blid sang og et varmt lys følge dig ind i søvnen.