Skelettet der elskede at danse

I en gammel have, helt nede ved den krogede æbletræ, boede et venligt skelet, der hed Knogle. Knogle var hvid som måneskin og klaprede sagte, når han bevægede sig. Men der var én ting, ingen vidste om Knogle: han elskede at danse.

Om dagen sad Knogle helt stille bag hækken, så ingen blev forskrækkede. Men om natten, når måneskinnet faldt blødt ned over græsset, rejste han sig op og dansede den fineste, langsomste vals, helt alene.

En aften kunne en pige ved navn Asta ikke sove. Hun kiggede ud ad vinduet og så noget hvidt bevæge sig i haven. Hun blev lidt bange, men også meget nysgerrig. Hun tog sine tøfler på og listede ud.

Dér, i måneskinnet, dansede Knogle. Han svævede rundt mellem blomsterne, langsomt og blidt, og klaprede helt sagte i takt. Klik-klak, klik-klak, som en lille godnatmelodi.

Da Knogle så Asta, stoppede han og holdt forsigtigt op med at danse. “Åh,” sagde han venligt. “Jeg ville ikke skræmme dig. Jeg dansede bare. Jeg gør det altid, når månen er fremme.”

“Du danser så smukt,” sagde Asta og glemte helt at være bange. “Hvorfor danser du om natten?”

Knogle satte sig forsigtigt på en bænk, så han ikke klaprede for meget. “Fordi natten er så stille og blød,” sagde han. “Så kan jeg høre musikken i alting. Vinden i bladene. Frøerne ved dammen. Mit eget lille klik-klak. Det er den fineste musik i verden.”

Asta lyttede. Og ganske rigtigt: når man var helt stille, kunne man høre en blød, sovende musik over hele haven.

“Vil du danse med mig?” spurgte Knogle og rakte en forsigtig, hvid hånd frem. “Bare en langsom vals, før vi skal sove.”

Asta lagde sin lille hånd i hans. Og sammen dansede de en helt blid vals rundt mellem blomsterne i måneskinnet. Knogle klaprede sagte i takt, og Asta lo stille, for det kildede.

Lidt efter lidt blev valsen langsommere og langsommere. Asta gabte midt i et trin.

“Nu er det vist tid til at sove,” hviskede Knogle og førte hende blidt tilbage til døren. “Tak for dansen, lille Asta. Det var den fineste, jeg har danset i mange måner.”

Asta gik ind og krøb i seng. Ude i haven dansede Knogle en sidste, sagte vals, og klik-klak’et fulgte hende ind i søvnen som en blød vuggevise.

Fra den nat var Asta aldrig bange for det hvide i haven. For nu vidste hun, at det bare var en venlig danser, der elskede måneskin.

Sov godt, lille ven. Lad den bløde natmusik vugge dig i søvn.