Brahms' Vuggevise

Brahms’ Vuggevise er den blide, vuggende melodi, mange kender fra spilledåser og uroer over barnesengen, længe før de kender komponistens navn. Johannes Brahms udgav den i 1868 som Wiegenlied. Tonerne glider op og ned i et roligt mønster, og selv et barn, der ikke forstår ordene, falder ofte til ro, når de første takter lyder.

Historien bag sangen

Brahms skrev vuggevisen til sin veninde Bertha Faber, da hun fik sin anden søn. Han havde været forelsket i hende i hendes ungdom og lagde en skjult modstemme i melodien, der minder om en sang, hun tidligere havde sunget for ham. Forlaget Simrock udgav Wiegenlied, op. 49 nr. 4, i november 1868, og den blev første gang opført offentligt i Wien 22. december 1869 med Clara Schumann ved klaveret.

Teksten til første vers kommer fra den tyske folkedigtsamling Des Knaben Wunderhorn og begynder med Guten Abend, gut’ Nacht. Brahms tilføjede senere et andet vers efter et digt af Georg Scherer fra 1849. I 1877 genbrugte han melodien i første sats af sin anden symfoni.

En melodi, der vugger af sig selv

Melodilinjen efterligner bevægelsen i en vugge. Tonerne stiger blidt og daler igen, som når en arm gynger en seng frem og tilbage. Der er ingen skarpe spring, bare en rolig, forudsigelig bevægelse. Derfor fungerer den lige så godt nynnet uden ord som sunget med tekst.

Sådan synger I den ved sengetid

Du behøver hverken at kunne tysk eller ramme alle toner rent. Syng den langsomt, gerne halvt nynnende, og læg vægt på den rolige bevægelse. Mange forældre gør melodien til det faste signal om, at dagen er slut: lyset dæmpes, stemmen bliver lav, og melodien gentages, til vejrtrækningen bliver dyb og jævn.

Tekst

Et lille uddrag af det gamle tyske vers, som mange kender begyndelsen på:

Guten Abend, gut’ Nacht,
mit Rosen bedacht,
mit Näglein besteckt,
schlupf unter die Deck’.

En anden klassisk vuggevise fra samme tradition er Schuberts Vuggevise. Spiller I melodien fra en uro, så læs guiden til uro og mobile til vuggen om sikker ophængning.