De fire årstiders vuggevise

Der var engang et lille barn, der elskede at høre godnatsange. Hver aften lå barnet i sin seng og lyttede, og mor fortalte, at hele året rundt sang årstiderne hver sin egen blide vuggevise.

Om foråret, sagde mor, syngede verden en spæd og frisk sang. Det var fuglenes første kvidren om morgenen og regnens bløde dryp om natten. Det var lyden af knopper, der langsomt foldede sig ud, og af de første spæde blade, der hviskede i vinden. Forårets sang var fuld af håb, som en lille melodi, der lige var begyndt.

Barnet lukkede øjnene og forestillede sig de grønne enge og de første blomster. Foråret nynnede sagte: sov nu, alt vokser sig stærkt, mens du hviler.

Om sommeren, sagde mor, syngede verden en varm og doven sang. Det var biernes summen i blomsterne og bølgernes lyd mod stranden. Det var lyse nætter, hvor himlen aldrig blev helt mørk, og varme vinde, der strøg gennem træerne. Sommerens sang var lang og lun, som en eftermiddag der aldrig ville slutte.

Barnet trak vejret langsomt og forestillede sig den varme sol og det bløde græs. Sommeren nynnede dovent: sov nu, dagen var lang og god, nu hviler vi sammen.

Om efteråret, sagde mor, syngede verden en gylden og stille sang. Det var bladene, der dalede ned, et ad gangen, og raslede så blødt på jorden. Det var vinden, der nynnede mellem de halvnøgne grene, og duften af våd jord og modne æbler. Efterårets sang var rolig og dyb, som en gammel melodi, man kender godt.

Barnet sank dybere ned i puden og forestillede sig de gyldne skove og de faldende blade. Efteråret nynnede roligt: sov nu, alt gør sig klar til at hvile, ligesom du.

Om vinteren, sagde mor, syngede verden den allerstilleste sang. Det var sneen, der faldt lydløst og lagde sit hvide tæppe over alting. Det var den dybe ro, hvor selv vinden lå stille, og knitren fra en varm pejs indenfor. Vinterens sang var næsten ikke til at høre, men den var den tryggeste af dem alle.

Barnet krøb helt sammen under den varme dyne og forestillede sig den hvide, sovende verden. Vinteren nynnede helt sagte: sov nu, alt sover dybt og trygt, og foråret venter på den anden side.

Mor strøg barnet over håret. “Og sådan synger året rundt,” sagde hun blidt. “Forår og sommer og efterår og vinter, hver med sin egen vuggevise. Og når vinteren er sunget færdig, begynder foråret forfra igen.”

Barnet var næsten faldet i søvn nu. Bag øjenlågene dansede alle fire årstider forbi: de grønne enge, den varme sol, de gyldne blade og den hvide sne. Og de sang alle sammen den samme blide besked: sov nu, lille ven, du er tryg.

Mor sad lidt endnu i det stille værelse og lyttede til barnets rolige vejrtrækning.

Og det lille barn sov ind, vugget af alle fire årstider på en gang, mens året langsomt drejede rundt og rundt, blidt og trygt, fra forår til vinter og tilbage igen.