Egernet samler til vinter

Det var efterår i den store skov, og bladene havde malet sig gule, røde og gyldenbrune. Et lille egern, der hed Nølle, havde meget travlt, for det var den tid på året, hvor man samlede mad til vinteren.

Hele dagen sprang Nølle fra gren til gren. Hun fandt nødder under bøgetræerne og agern under egene. Hver gang hun fandt en, holdt hun den op mod næsen, snusede til den, og hvis den var god og tung, puttede hun den i munden og løb hen og gemte den.

“En til,” sagde Nølle og gravede et lille hul ved roden af et træ. “Og en til. Og en til.”

Hun gemte nødder under blade. Hun gemte agern i et hult træ. Hun løb og sprang og samlede, mens efterårsvinden hvirvlede de gyldne blade rundt om hende som en lille dans.

Da solen begyndte at gå ned, var Nølle godt træt. Hendes små poter var blevet kolde af den fugtige jord, og hendes hale var fuld af bladstumper. Men hun var glad, for hun havde gemt så mange nødder, at hun aldrig ville komme til at sulte om vinteren.

“Nu er der nok,” sagde hun og kiggede ud over alle de steder, hvor hun havde gemt sin mad. “Nu kan jeg hvile.”

Nølle klatrede helt op i toppen af det høje træ, hvor hun havde sin rede. Den var bygget af kviste og foret med blødt mos og tørt græs. Det var det lunest tænkelige sted i hele skoven.

Hun krøb ind i reden og rullede sin store, buskede hale rundt om sig som et varmt tæppe. Åh, hvor det var dejligt at ligge stille efter en hel dag med arbejde.

Udenfor faldt bladene nu helt stille. De dalede ned gennem den kølige luft, et ad gangen, og lagde sig som et blødt tæppe på skovbunden. Et rødt blad. Et gult blad. Et gyldenbrunt blad. Skoven gjorde sig langsomt klar til at sove den lange vinter.

Nølle kiggede ud af reden en sidste gang. Hun kunne se månen mellem de halvnøgne grene, og hun kunne høre uglen, der huede sit blide godnat langt borte.

“I morgen samler jeg flere nødder,” tænkte hun søvnigt. “Men nu sover jeg.”

Hun puttede snuden ind i halen og lukkede øjnene. Reden vuggede ganske svagt i den milde efterårsvind, frem og tilbage, frem og tilbage, som en lille gynge højt oppe i træet.

De gyldne blade blev ved at falde i den stille nat, og hver gang et blad lagde sig til ro på jorden, lagde Nølle sig lidt dybere ned i sin søvn.

Og det lille egern sov trygt og varmt, mæt og glad, mens efteråret bredte sit gyldne tæppe ud over hele den store skov.