Den lyse sommernat

Det var midsommer, og lille Esther kunne ikke forstå det. Hun havde fået nattøj på, hun havde børstet tænder, og hun havde fået et godnatkram. Men da hun kiggede ud ad vinduet, var himlen slet ikke mørk. Den var blød og lys, som en sky af lyserød og lyseblå.

“Er det allerede morgen igen?” spurgte hun.

“Nej, min ven,” sagde hendes far og satte sig på sengekanten. “Det er stadig aften. Men om sommeren bliver det aldrig rigtig mørkt her. Det kalder man en lys nat.”

Esther lagde sig tilbage mod puden og kiggede op i loftet, hvor det milde lys fra vinduet dansede ganske svagt.

“Men hvordan kan jeg sove, når det ikke er mørkt?” spurgte hun.

Hendes far smilede. “Lyt,” sagde han stille. “Hør hvor roligt det er.”

Esther lyttede. Udenfor var der helt stille. Fuglene var holdt op med at synge. Selv vinden havde lagt sig til ro og rørte kun ganske blidt ved de tunge sommertræer. Et sted langt væk gøede en hund en enkelt gang og blev så tavs igen.

“Om sommeren hviler natten på en anden måde,” hviskede hendes far. “Den behøver ikke mørke for at være rolig. Den lægger bare en blød dyne af lys hen over hele verden, så alle ting kan trække vejret langsomt.”

Esther tænkte over det. Hun forestillede sig, at det lyse lys ude over haven var som et tæppe, der dækkede blomsterne og græsset og den lille snegl, der sov på hækken. Den dækkede de sovende fugle i deres reder. Den dækkede den gamle kat fra nabohuset, der lå sammenrullet på en havestol.

“Sover blomsterne også nu?” spurgte hun.

“Ja,” sagde hendes far. “Se, mange af dem har lukket deres kronblade halvt sammen. De hviler, ligesom du skal til at gøre.”

Esther gabte. Det lyse lys var ikke skarpt og ikke stærkt. Det var blødt som mælk og varmt som et knus. Jo længere hun kiggede på det, jo mere mindede det hende slet ikke om morgen, men om en helt særlig, fredelig time.

“Jeg kan godt lide den lyse nat,” sagde hun søvnigt.

“Det kan jeg også,” sagde hendes far og lagde dynen til rette om hende. “Den passer på alle, der sover. Også dem, der ikke kan se stjernerne.”

Esther lukkede øjnene. Bag øjenlågene kunne hun stadig ane det bløde lys, men nu føltes det bare trygt. Hun trak vejret langsomt, ligesom den stille sommernat udenfor.

Far sad lidt endnu og nynnede helt sagte. Den lyse himmel holdt vagt over hele byen og hele engen og hele verden.

Og Esther sov ind, i den blødeste, lyseste, mest fredelige sommernat, der findes.