Det første snefald i skoven

I udkanten af den store skov boede en lille hare, der hed Snip. Hun var født i foråret, hun havde leget hele sommeren, og hun havde set bladene falde i efteråret. Men sne havde hun aldrig set.

En aften, da himlen blev tung og grå, og luften blev kold på en helt ny måde, mærkede Snip, at noget var anderledes. Skoven var blevet meget stille. Selv vinden havde lagt sig.

“Mor,” hviskede Snip, “der er så underligt stille.”

Hendes mor kiggede op mod himlen og smilede. “Det er, fordi sneen er på vej,” sagde hun blidt. “Se nu godt efter.”

Og dér, ud af den grå himmel, kom det første snefnug. Det var hvidt og blødt og ganske let, og det dalede langsomt ned gennem den kolde luft. Så kom der et til. Og et til. Og snart faldt der tusinde fnug, der hvirvlede stille ned over hele skoven.

Snip kiggede med store øjne. Snefnuggene landede på grenene og på stenene og på hendes egen bløde pels. De kildede lidt, men de var ikke ubehagelige. De var bare bløde og kølige og smukke.

Et ad gangen blev alle ting i skoven dækket af hvidt. Stubben, hvor egernet plejede at sidde. Stenen ved bækken. Det gamle træ med det store hul. Sneen lagde sig over det hele som et blødt, hvidt tæppe.

Og det mest forunderlige af alt var stilheden. Sneen slugte alle lyde, så skoven blev helt, helt tavs. Det var, som om hele verden holdt vejret og bare nød at være stille.

De andre dyr kom forsigtigt frem for at se. Egernet kiggede ud fra sit træ. En lille mus stak snuden frem fra sit hul. Og oppe på en gren sad en ugle og betragtede den hvide skov med sine store, rolige øjne.

“Sikke smukt,” hviskede de alle sammen.

Snip krøb helt tæt ind til sin mor. Den varme pels mod den kølige luft var den dejligste følelse. Hun kiggede op og lod et enkelt snefnug lande lige på snuden, hvor det smeltede til en lille dråbe.

“Skal vi sove nu?” spurgte Snip søvnigt.

“Ja,” sagde hendes mor. “Det er en perfekt nat at sove i. Sneen passer på hele skoven, mens vi hviler.”

De krøb sammen ind i deres lune rede under en granbusk, hvor sneen ikke kunne nå dem. Mor lagde sin bløde pote om Snip, og Snip puttede sin lille snude ind mod den varme mave.

Udenfor blev sneen ved med at falde, stille og blidt, og dækkede skoven i et tykkere og tykkere lag hvidt. Månen kom frem bag skyerne og fik sneen til at glimte som tusind små diamanter.

Snip lyttede til den dybe stilhed. Den var ikke uhyggelig. Den var tryg, som en god dyne der lagde sig over hele verden.

Og det lille harebarn lukkede øjnene og sov ind i sit første snefald, vugget af stilheden, varmt og trygt mod sin mor, mens den hvide vinter blidt lagde sig over den sovende skov.