De første viber vender hjem

Langt mod syd, hvor vinteren var mild og varm, vågnede en lille vibe en morgen og mærkede noget kilde i sit bryst. Det var ikke sult, og det var ikke kulde. Det var en sagte længsel, der hviskede et ord igen og igen: hjem, hjem, hjem.

“Det er tid,” sagde de gamle viber. “Foråret er på vej oppe nordpå. Engene venter på os.”

Så lettede hele flokken fra de varme marker og fløj op over hav og land. Den lille vibe fløj midt i flokken, hvor det var trygt, og lod sig bære af vindene, der allerede smagte af forår.

De fløj i mange dage. De fløj over blanke søer og over skove, der lige var ved at få deres første grønne skær. Om natten hvilede de ved stille vandhuller, og den lille vibe lagde hovedet under vingen og drømte om den eng, den huskede fra sit allerførste forår.

En aften, da solen stod lavt og lagde et gyldent lys hen over landskabet, råbte en af de gamle viber: “Se! Der er den! Vores eng!”

Og dér lå den. En vid, grøn eng med små vandpytter, der spejlede himlen, og blødt græs, der bølgede i den lune vind. Den lille vibe kendte den med det samme, selvom den havde været væk en hel vinter. Den kendte duften af våd jord. Den kendte lyden af vinden i sivene.

Flokken dalede ned og landede blødt i græsset. Den lille vibe satte sine fødder i den kølige, fugtige eng og mærkede en dyb ro brede sig i hele kroppen. Den var hjemme.

Rundt omkring spillede engen sin stille aftenmusik. En frø kvækkede et enkelt, søvnigt kvæk nede ved vandhullet. En hare hoppede langsomt forbi og forsvandt ind i skumringen. Og oppe på himlen begyndte de første stjerner at titte frem, en efter en, som små lys der blev tændt for natten.

Den lille vibe pillede sine fjer på plads og fandt sig en lun plet mellem to græstotter. Her, lige her, var den blevet født sidste forår. Og her ville den blive hele sommeren, til efteråret igen kaldte den mod syd.

“Velkommen hjem,” nynnede vinden og strøg blidt hen over engen.

Den lille vibe lukkede øjnene. Den var træt efter den lange rejse, men det var en lykkelig træthed. Den kunne høre de andre viber, der også var ved at falde til ro rundt omkring, og det gjorde natten endnu tryggere.

Månen steg op over engen og lagde et sølvfarvet slør hen over græsset og vandpytterne. Alt var stille. Alt var godt.

Og den lille vibe sov ind, omfavnet af foråret, hjemme i sin egen eng, hvor hjertet kunne hvile helt og holdent.