Firbenet på den varme sten

På en gammel stengærde, hvor solen skinnede fra morgen til aften, boede et lille firben, der hed Pil. Pil var grøn med små brune pletter, og han elskede sommeren mere end nogen anden årstid.

Hele den lange dag havde Pil ligget på sin yndlingssten. Den var stor og flad og varm, og når solen ramte den, blev den så lun, at Pils krop blev helt fyldt af doven varme. Han havde snappet et par fluer. Han havde set en sommerfugl danse forbi. Og han havde lyttet til biernes søvnige summen i blomsterne ved gærdets fod.

Men nu var dagen ved at være slut. Solen var begyndt at synke ned bag de gyldne kornmarker, og himlen farvedes orange og blød. Pil mærkede, hvordan luften langsomt blev køligere.

“Det er tid til at finde min sovesten,” sagde han til sig selv.

Pil kravlede langsomt langs gærdet. Han kendte hver sten og hver revne. Han ledte efter en helt bestemt sprække, der lå dybt inde mellem to store sten. Den havde gemt på dagens varme, og selv om aftenen var den lun og tryg.

På vejen mødte han en gammel skarnbasse, der trillede hjem med sit. “Godnat, Pil,” sagde skarnbassen. “Sikke en dejlig sommerdag, vi har haft.”

“Den allerbedste,” sagde Pil og smilede sit lille firbensmilet.

Endelig fandt han sin revne. Han pressede sig forsigtigt ind i den, og dér mødte den lune sten ham fra alle sider. Det var som at krybe ind under et varmt tæppe, der lige havde ligget i solen.

Pil rullede sig sammen, så halespidsen lå tæt ved snuden. Udenfor sang en græshoppe sin sidste aftensang, langsommere og langsommere, til den til sidst tav helt.

Stenen omkring Pil holdt stadig på varmen, men ganske langsomt slap den den fra sig, dråbe for dråbe, ligesom man slipper en dyb vejrtrækning ud. Pil mærkede det som en blid, blød ro, der bredte sig fra halen og helt op til snuden.

Han tænkte tilbage på dagen. På solen og fluerne og sommerfuglen. På den lune sten og biernes summen. Det havde været en fuldkommen sommerdag, og nu var det tid til at lade den synke ned i søvnen.

Oppe på himlen kom de første stjerner frem mellem de sidste striber orange. En lille flagermus fløj lydløst forbi gærdet og var væk igen. Verden gjorde sig klar til natten.

Pil gabte og lukkede sine små øjne. Den varme sten passede på ham fra alle sider, og duften af sommer hang stadig i luften.

“Tak for i dag,” hviskede Pil til solen, der nu var helt forsvundet.

Og det lille firben sov ind i sin lune revne, mæt af varme og glad i hele sin lille krop, mens sommernatten lagde sig blødt over det gamle stengærde.