Forårets første knop

Højt oppe på en gren i et gammelt æbletræ sad en lille knop. Den var stadig helt lukket, pakket godt ind i en brun, blød skal, som et lille tæppe der holdt vinterkulden ude.

Hele vinteren havde knoppen ligget stille og sovet. Men nu kunne den mærke, at noget var ved at ændre sig. Jorden under træet var blevet blødere. Luften var ikke længere så bidende kold, og om dagen kildede en venlig sol mod grenen.

“Er det nu?” spurgte knoppen sagte. “Skal jeg folde mig ud nu?”

En lille fugl, der sad på grenen ved siden af, vippede med hovedet. “Ikke endnu,” sagde fuglen venligt. “Det er stadig lidt for koldt om natten. Vent bare lidt til.”

Så knoppen ventede. Den lyttede til vinden, der ikke længere peb, men nynnede. Den mærkede regnen, der faldt blødt og varmt, helt anderledes end vinterens kolde dråber. Hver dag blev lidt længere, og hver nat blev lidt mildere.

En aften, da solen gik ned bag bakkerne og malede himlen lyserød, mærkede knoppen noget helt nyt. Luften var lun. Jorden duftede af forår. Og dybt inde i den lille knop begyndte noget at åbne sig, ganske langsomt.

“Nu,” hviskede vinden. “Nu er det tid.”

Knoppen behøvede ikke skynde sig. Den foldede sig ud, et blad ad gangen, blidt og roligt, som når man strækker sig efter en god lur. Først kom et lille grønt spids frem. Så et blødt blad. Og til sidst, allerinderst, sad der en lille hvid blomst med en svag lyserød kant.

Æbletræets allerførste forårsblomst.

Månen kom op over bakkerne og kiggede ned på den lille blomst. Den lyste så fint i det blå lys, at selv stjernerne syntes at blinke ekstra venligt.

“Du gjorde det helt rigtigt,” sagde fuglen og puttede hovedet ind under sin egen vinge. “Du ventede, til tiden var den rette.”

Blomsten gabte en lille blomstergaben. Den var træt efter den lange dag med at folde sig ud, men det var en god træthed, den slags der kommer, når man har gjort noget godt.

Rundt omkring i træet begyndte de andre knopper også at røre på sig. I morgen ville flere af dem åbne sig. Og dagen efter endnu flere, til hele træet stod i en sky af bløde blomster.

Men i nat var den lille blomst den første. Den lukkede sine fine kronblade halvt sammen, som øjne der bliver tunge, og lod natteluften vugge grenen ganske blidt frem og tilbage.

Forår, hviskede natten. Sov nu. Du har hele foråret foran dig.

Og den lille blomst sov, trygt og godt, i forårets allerførste milde nat.