Høsten på den gyldne mark

Midt i en stor kornmark boede en lille markmus, der hed Vippe. Hele sommeren havde hun løbet rundt mellem de høje, grønne strå, og hun havde set kornet vokse sig højere og højere, til det stod tæt som en skov over hendes lille hoved.

Men nu var det blevet sensommer, og kornet havde skiftet farve. Det var ikke længere grønt. Det var blevet gyldent, så hele marken lignede et hav af guld, der bølgede frem og tilbage i den varme vind.

“Nu er kornet modent,” sagde Vippes mor. “Snart kommer høsten.”

En morgen kom en stor mejetærsker brummende ud på marken. Den var langsom og venlig, og den høstede kornet i lange, lige rækker. Vippe og hendes mor søgte hen i kanten af marken, hvor de sad trygt i en grøftekant og kiggede på.

“Hvor skal vi nu bo?” spurgte Vippe, da hun så kornet blive høstet.

“Bare rolig,” sagde mor. “Når kornet er høstet, efterlader det de bløde strå på marken. Og i de strå kan vi bygge den lunest tænkelige rede.”

Da mejetærskeren var kørt hjem for dagen, og solen var begyndt at synke ned bag bakkerne, gik Vippe og hendes mor ud på den høstede mark. Overalt lå der bløde bunker af gyldne strå, der duftede varmt og sødt af sol og korn.

De fandt en stor, blød bunke ved markens kant, godt beskyttet mod vinden. Sammen flettede de strå og blødt græs til den fineste lille rede, dybt nede i bunken, hvor det var lunt og mørkt og trygt.

“Sikke en dejlig rede,” sagde Vippe og rullede sig rundt i den. Den var blød som det blødeste tæppe og duftede af hele sommerens varme.

Da reden var færdig, satte de sig udenfor et øjeblik og kiggede ud over den høstede mark. Solen var gået ned, og nu kom høstmånen op, stor og rund og gylden, lige som kornet havde været. Den hang lavt over marken og lyste det hele op i et varmt, blødt skær.

“Det er høstmånen,” sagde mor. “Den kommer hvert år, når kornet er høstet, og lyser over markerne, så alle dyr kan finde hjem i mørket.”

Vippe kiggede på den store, gyldne måne. Den var så smuk og så rolig, og dens lys gjorde hele marken blød og fredelig. Rundt omkring kunne hun høre andre små dyr, der også var ved at finde sig til rette for natten.

“Jeg er træt,” sagde Vippe og gabte.

“Det har været en lang dag,” sagde mor. “Kom, lad os sove.”

De krøb ned i deres bløde rede af gyldne strå. Mor lagde sin hale om Vippe, og duften af korn og sol omsluttede dem begge. Det var det lunest, blødeste sted, Vippe nogensinde havde sovet.

Udenfor hang høstmånen stille over marken og holdt vagt over hele landskabet. Den lyste over de gyldne strå, over grøften og over den lille rede, hvor mor og barn lå tæt sammen.

Vippe lukkede øjnene. Hun var mæt og varm og fuldkommen tryg. Høsten var gjort, og nu kunne alle hvile.

Og den lille markmus sov ind i sin gyldne rede, badet i høstmånens varme lys, mens den stille sensommernat hvilede over den store mark.