Regnen der vandede haven

Det havde været en lang og varm sommerdag, og haven var blevet helt tørstig. Blomsterne hang lidt med hovedet. Græsset var blevet tørt og lyst. Og den lille snegl, der boede under et blad, sukkede og ønskede sig en dråbe vand.

Højt oppe på himlen samlede en stor, blød sky sig sammen. Den var grå og tung og fyldt til randen med regn, og den drev langsomt ind over haven, mens solen gik ned og natten faldt på.

“Nu er det tid,” sagde skyen blidt. “Nu giver jeg jer alt det vand, I har savnet.”

Og så begyndte det at regne. Det var ikke et hårdt skybrud med torden og lyn. Det var en blid, stille sommerregn, der faldt ganske roligt ned over haven. Drip, drip, drip, sagde dråberne, da de landede.

De første dråber faldt på blomsternes blade, og blomsterne løftede langsomt hovedet igen og drak grådigt af det kølige vand. Tulipanen drak. Margueritten drak. Den lille forglemmigej drak allermest, for den var allertørstigst.

Regnen faldt på græsset, og hvert lille strå rettede sig op og blev grønt og friskt igen. Den faldt på jorden, der sugede vandet til sig med en dyb, taknemmelig lyd, som når man drikker efter en lang dag.

Sneglen krøb forsigtigt frem under sit blad og strakte sine små følehorn op i regnen. “Åh,” sukkede den lykkeligt. “Sikke en dejlig regn.” Og så gled den langsomt hen over det fugtige græs, helt afslappet og glad.

Regnen var ikke kold og ikke ubehagelig. Den var lun og blød, sådan som en sommerregn er, og den lavede den fineste lille musik, når den faldt. Drip på bladene. Drop i vandtønden. En sagte, jævn raslen overalt i haven.

Inde i huset lå et lille barn i sin seng og lyttede til regnen mod ruden. Lyden var så blød og så jævn, at øjnene af sig selv blev tunge. Drip, drop, drip, drop, sang regnen, som en vuggevise, der vandede hele verden.

Ude i haven drak alle ting sig mætte. Træerne. Buskene. Den mindste lille mælkebøtte i hjørnet. Og da de havde drukket nok, lagde de sig til ro i den fugtige, friske nat, helt mætte og tilfredse.

Skyen blev lettere og lettere, efterhånden som den gav sit vand fra sig. Til sidst var den næsten tom, og den drev videre over himlen, blødere og lysere, for at finde en anden have, der også havde brug for regn.

Regnen blev svagere. Drip. Drop. Drip. Og så, helt stille, holdt den op.

Haven lå mæt og våd og duftende i natten. Hver blomst, hvert strå, hvert lille dyr havde fået sin slurk vand. Alt var grønt og friskt og klar til en ny dag.

Og det lille barn inde i huset sov for længst, vugget i søvn af den blide regns venlige sang.