Rimfrosten på ruden

Det var midt om vinteren, og lille Otto lå lunt under sin tykke dyne. Han var lige vågnet ganske kort, sådan som man nogle gange gør om natten, og han kiggede søvnigt rundt i det mørke værelse.

Men noget var anderledes. På vinduet, hvor der plejede at være helt klart glas, var der nu de fineste mønstre. Det var, som om en usynlig kunstner havde malet hen over hele ruden med sølvfarvet maling.

Otto satte sig forsigtigt op og kiggede nærmere. Det var isblomster. Frosten havde tegnet små blade og grene og stjerner på glasset, så fine og spinkle, at de næsten lignede kniplinger. Nogle så ud som fjer. Andre lignede små skove af spæde træer.

“Hvor er det smukt,” hviskede Otto.

Udenfor var natten frosthvid og helt stille. Månen skinnede ned over den frosne have, og hver lille gren på æbletræet var pudret med rim, så de glimtede som sukker i månelyset. Der var ikke en lyd at høre. Frosten havde lagt sit kølige slør over hele verden, og alt lå helt, helt stille.

Otto pustede forsigtigt mod ruden, og pusten lavede en lille rund plet i isblomsterne. Men han var alt for varm og lun til at have lyst til at fryse, så han krøb hurtigt ned under dynen igen.

Dernede var der varmt. Dynen var blød, og puden var blid mod hans kind. Han kunne mærke, hvor godt det var at ligge i sengen, mens kulden blev udenfor på den anden side af ruden.

Han tænkte på frosten, der arbejdede ude i natten. Mens alle sov, sneg den sig hen over græsset og malede sine fine mønstre på vinduerne i hele byen. Den pyntede grenene. Den lagde et glitrende lag over taget. Og imens passede den på, at den blev udenfor, hvor den hørte til, så alle børn kunne sove lunt og godt indenfor.

Otto gabte. Isblomsterne på ruden lyste svagt i månelyset, som et helt eget lille vinterunivers. Han forestillede sig, at han kunne gå en tur ind i den frosne skov på vinduet, hvor alt var fint og sølvfarvet og stille.

Det var en god tanke. Den fik ham til at føle sig helt rolig.

Han trak dynen op til hagen og lukkede øjnene. Han kunne stadig ane det blide månelys, der faldt ind gennem isblomsterne og lagde sig blødt på væggen.

Udenfor blev frosten ved med at arbejde, stille og fint, hele den lange vinternat. Og imens sov Otto trygt og varmt, mens de smukkeste isblomster passede på hans vindue.

I morgen, når solen kom op, ville de langsomt smelte væk igen. Men i nat var de der. Og Otto sov ind med et lille smil, mens vinteren tegnede sine fineste billeder lige uden for hans rude.