Snefnugget der fandt sin plads

Højt oppe på den mørke vinterhimmel blev der født et lille snefnug. Det var helt nyt, fint og hvidt, med seks spinkle takker, der lignede en stjerne. Fnugget hed Fis, og det havde aldrig været på jorden før.

“Hvor skal jeg hen?” spurgte Fis, da det begyndte at dale ned gennem den kolde luft.

“Find dit eget sted at lande,” hviskede vinden venligt. “Der er et helt rigtigt sted til hvert eneste snefnug.”

Så Fis svævede ned mod den sovende verden, langsomt og blødt, mens det kiggede sig omkring efter det perfekte sted at lande.

Først så Fis et stort, blankt tag. “Skal jeg lande dér?” tænkte det. Men taget var hårdt og glat, og mange andre fnug gled hurtigt af det. “Nej,” besluttede Fis. “Det er ikke mit sted.”

Så svævede det videre og så en vej, hvor en bil kørte forbi. “Måske dér?” Men vejen var travl og våd, og fnuggene smeltede med det samme, når de landede. “Nej,” tænkte Fis. “Heller ikke dér.”

Vinden bar Fis hen over en have, hvor sneen allerede lå tykt og hvidt. “Det ser blødt ud,” tænkte Fis. Men der var allerede så mange fnug dér, at det var svært at finde plads. “Måske et andet sted,” sagde Fis.

Til sidst dalede Fis ned mod en stille granbusk i hjørnet af haven. På en af de nederste grene var der en lille, blød pude af sne, der lå helt for sig selv, beskyttet mod vinden. Og dér, lige ved siden af, sad to andre snefnug og ventede stille.

“Kom og land hos os,” hviskede de. “Her er der lunt og roligt, og her kan vi hvile sammen hele natten.”

Fis mærkede med det samme, at det var det rigtige sted. Det dalede de sidste centimeter ned og landede ganske blødt på grenens snepude, lige mellem sine to nye venner.

“Åh,” sagde Fis lykkeligt. “Her vil jeg gerne være.”

Grenen vuggede ganske svagt i den milde natteluft, frem og tilbage, frem og tilbage, som en lille gynge. Fis lå helt stille og kiggede op på himlen, hvor flere fnug stadig dalede ned for at finde deres egne pladser.

Haven var fuldkommen tavs. Sneen havde lagt sit bløde slør over alting, og månen skinnede ned og fik hvert lille fnug til at glimte som sølv.

Fis tænkte tilbage på sin rejse ned fra himlen. Det havde været en lang flyvetur, men nu var det fremme, lige præcis hvor det skulle være. Ved siden af sine venner, på den lune granbusk, langt fra de hårde tage og de travle veje.

“Sov godt, Fis,” hviskede de to andre fnug.

“Sov godt,” hviskede Fis tilbage.

Og det lille snefnug, der havde fundet sin helt rigtige plads, lod sig vugge i søvn på grenen, mens den stille vinternat lyste blødt og hvidt over den sovende have.