Sommerfuglen på engen

På en stor, blomstrende eng levede en lille sommerfugl, der hed Lulla. Hendes vinger var lyseblå med små gule pletter, og når solen skinnede på dem, glimtede de som farvet glas.

Det var højsommer, og engen stod fuld af blomster. Der var røde valmuer og hvide margueritter og blå klokker, der nikkede i vinden. Og hele den lange, varme dag havde Lulla danset rundt mellem dem alle.

Hun fløj fra blomst til blomst og drak den søde nektar. Hun danste med de andre sommerfugle i den lune luft. Hun lod sig bære af de bløde vinde hen over engen og tilbage igen. Det havde været en herlig dag, fyldt med sol og farver og dans.

Men nu var solen begyndt at synke ned bag engens kant, og himlen farvedes orange og lyserød. Luften blev lidt køligere, og Lulla mærkede, hvor træt hun egentlig var. Hendes vinger var blevet tunge efter alle dagens flyveture.

“Det er tid til at finde et sted at hvile,” sagde Lulla til sig selv.

Hun fløj lavt hen over engen og ledte efter den helt rigtige plet. Hun fløj forbi en valmue, men dens kronblade var ved at lukke sig sammen for natten. Hun fløj forbi en marguerit, men der sad allerede en bi og slumrede.

Til sidst fandt hun et højt, blødt græsstrå, der stod helt for sig selv og vuggede ganske roligt i den milde aftenvind. Det var perfekt. Lulla satte sig forsigtigt på toppen af strået og holdt fast med sine små ben.

Så foldede hun langsomt sine trætte vinger sammen, så de to blå flader mødtes over hendes ryg. Det føltes så godt at folde dem sammen efter en hel dag med flyveture. Det var som at krybe ind under et tæppe efter en lang dag med leg.

Engen blev langsomt stille. Bierne var fløjet hjem til deres kuber. De andre sommerfugle havde fundet deres egne strå at hvile på. En enkelt græshoppe spillede sin sidste, søvnige aftensang, før også den blev tavs.

Lulla vuggede frem og tilbage på sit græsstrå, blidt og roligt, mens aftenluften strøg forbi. Oppe på himlen kom de første stjerner frem, og en blød dug begyndte at lægge sig over engen, så hvert græsstrå glimtede ganske svagt.

Lulla tænkte tilbage på dagen. På solen og blomsterne og dansen. Det havde været en fuldkommen sommerdag, og nu var det tid til at lade den synke ned i en god, dyb søvn.

Hendes små følehorn slappede af. Hendes ben holdt blødt fast om strået. Og hendes foldede vinger blev helt stille.

Græsstrået vuggede hende ganske blidt, frem og tilbage, frem og tilbage, som en lille gynge i den lune sommernat.

Og den lille sommerfugl sov ind på sit bløde strå, mæt af sol og dans og glæde, mens hele engen hvilede stille under den varme, blide sommerhimmel.