Vinterhiet under sneen

Dybt nede under en gammel skovbund, i et hi gravet mellem trærødder, boede en lille grævling, der hed Bram. Det var blevet vinter, og oppe over jorden var det blevet koldt og hvidt.

Bram havde brugt hele efteråret på at gøre sit hi klart. Han havde gravet gangene dybere. Han havde slæbt tørt løv og blødt mos ind i sovekammeret. Og han havde spist sig mæt og rund, så han havde varme nok til den lange vinter.

Nu stod han nede i sit hi og kiggede sig omkring. Det var lunt og mørkt og dejligt. Udenfor kunne han høre vinden, men hernede mærkede han den slet ikke.

“Snart skal jeg sove,” sagde Bram. “Men først vil jeg lige kigge ud en sidste gang.”

Han kravlede op gennem den lange gang og stak forsigtigt snuden ud i den kolde luft. Og dér så han det: den allerførste sne faldt fra himlen. Store, bløde fnug dalede langsomt ned og lagde sig på grenene og på jorden og på Brams sorte snude.

Skoven var helt stille. Alt det grønne var dækket af hvidt, og hver lyd blev blød og dæmpet, som om verden var pakket ind i vat. Et enkelt snefnug landede på Brams næse, og han prustede det blidt væk.

“Sikke smukt,” hviskede Bram. “Sov godt, skov.”

Så kravlede han ned igen, ned gennem den lune gang, til han nåede sit bløde sovekammer dybt under jorden. Her var der ingen kulde og ingen vind. Her var der kun varmt mos og tørt løv og duften af tryg jord.

Bram krøllede sig sammen i en lille rund kugle. Han lagde sin stribede snude ind mod maven og rullede sin lille hale rundt om sig. Den bløde rede sluttede sig om ham fra alle sider, som de varmeste arme.

Oppe over ham, langt borte, faldt sneen stadig. Den lagde sig tykkere og tykkere på skovbunden og dækkede hiets indgang med et hvidt tæppe, der holdt al kulden ude. Jo mere sne der faldt, jo lunere blev der dybt nede hos Bram.

Han mærkede søvnen komme, langsomt og blødt, som tidevandet der stiger. Hans vejrtrækning blev dybere. Hans hjerte slog langsommere. Hele hans lille krop gjorde sig klar til den lange vintersøvn.

“Jeg sover nu,” tænkte Bram søvnigt. “Og når jeg vågner, er det forår, og skoven er grøn igen.”

Han forestillede sig de første grønne spirer, der ville titte frem, når sneen smeltede. Han forestillede sig den varme sol og duften af blomster. Det var en god tanke at falde i søvn på.

Og dybt nede i sit lune hi, mens den stille sne pakkede hele skoven ind i hvidt, sov den lille grævling ind i den dybeste, tryggeste, mest fredelige vintersøvn.

Sov godt, lille Bram. Foråret venter på dig.