Bjørneungen og den lange vinter

Højt oppe i bjergene, hvor skoven var tæt og luften var frisk, boede en bjørneunge, der hed Bobo. Han havde en brun, lodden pels og store, bløde poter.

Det var blevet sent på efteråret. Bladene faldt fra træerne i røde og gyldne flager, og om morgenen var græsset dækket af rim. Bobo mærkede en sær trang til at gabe hele tiden.

“Mor,” spurgte han, “hvorfor er jeg så træt?”

“Fordi vinteren kommer,” svarede hans mor blidt. “Når det bliver rigtig koldt, sover bjørne en lang, lang søvn. Det kalder man vinterdvale. Vi skal gøre vores hule klar.”

Det syntes Bobo lød spændende. Hele dagen hjalp han sin mor. De samlede bløde grangrene og bar dem ind i hulen. De fandt tørre blade og mos og lagde det i et tykt, lunt lag.

Bobo trampede rundt på det bløde leje for at gøre det fladt. Han snusede til granen, der duftede frisk og dejligt. Og til sidst lå der en seng, så blød, at man kunne synke helt ned i den.

Udenfor begyndte de første snefnug at falde. Himlen blev grå og blød, og en stille kulde lagde sig over bjerget.

“Nu er det tid,” sagde hans mor og kaldte Bobo ind i den lune hule.

Bobo krøb ned i det bløde leje ved siden af sin store, varme mor. Granen duftede. Mosset var blødt. Og udenfor faldt sneen stille og dækkede hulens åbning som et hvidt tæppe.

“Skal vi sove rigtig længe?” gabte Bobo.

“Hele vinteren,” hviskede hans mor og lagde sin store pote om ham. “Og når vi vågner, er det forår, og hele skoven er grøn igen.”

Bobo lukkede øjnene. Han kunne mærke sin mors varme pels og høre hendes rolige vejrtrækning. Sneen lagde sig blødere og blødere udenfor. Alt blev stille.

Han tænkte på det grønne forår, der ventede. Og med den dejlige tanke blev han mere og mere rolig.

Hans vejrtrækning blev dyb og langsom, ligesom hans mors. Snart sov de begge en lang, fredelig vintersøvn i den lune hule, mens sneen passede på dem udenfor.

Sov godt, lille Bobo. Vi ses igen, når foråret kommer.