Delfinen og månestien på havet

I et varmt og blåt hav svømmede en lille delfin, der hed Dina. Hun havde glat, sølvgrå hud og et smil, der så ud, som om hun altid var glad.

Hele dagen havde Dina leget i bølgerne. Hun var sprunget højt op i luften og dykket ned igen med et plask. Hun havde redet på en stor bølge og fulgt en sværm små, glimtende fisk. Og hun havde klikket og fløjtet med de andre delfiner, så hele havet summede af deres glade lyde.

Men nu var solen gået ned, og havet var blevet roligt og blødt. De andre delfiner var svømmet hjem, og Dina lå alene og vuggede på de bløde bølger.

Så kom månen op. Den var stor og rund og lyste blødt, og dens lys lagde sig hen over vandet som en skinnende sti - en lang, sølvfarvet vej, der gik helt ud til horisonten.

“Sikke en smuk sti,” sagde Dina stille. “Mon den fører et sted hen?”

Hun svømmede ganske langsomt ud på månestien. Vandet glitrede omkring hende. Hver gang hun bevægede sin hale, brød lyset i tusind små glimt, der dansede på bølgerne.

Men jo længere hun svømmede, jo mere mærkede hun, hvor træt hun var. Havet vuggede hende blødt op og ned. Bølgerne skvulpede roligt mod hendes side. Og månens lys var så blødt og varmt at se på.

Dina holdt op med at svømme. Hun lod sig bare flyde på den skinnende sti, mens bølgerne vuggede hende.

Op og ned. Frem og tilbage. Helt langsomt og blidt.

Stjernerne spejlede sig i vandet omkring hende som små lys, og månen passede på hende fra oven. Havet var varmt og roligt og trygt.

Dinas øjne blev tunge. Hun behøvede ikke svømme nogen steder. Hun behøvede ikke at finde ud af, hvor stien førte hen. Hun skulle bare lade sig vugge.

Op og ned. Frem og tilbage.

Og midt på den skinnende månesti, vugget af det stille hav, faldt den lille delfin i søvn med sit lille smil.

Sov sødt, Dina. Månen lyser for dig hele natten.