Den lille hval der fandt hjem

Langt ude i det store hav, hvor vandet var mørkt og blødt som silke, svømmede en lille hval. Han hed Bølge, og han var ikke meget større end en robåd, selvom han troede, han var enorm.

Hele dagen havde Bølge leget. Han havde sprøjtet vand op gennem sit blæsehul, så det dryssede ned som regn. Han havde fulgt en stime sølvfisk, der blinkede som små måner. Og han havde rullet rundt og rundt, til havet kildede ham på maven.

Men nu var solen sunket ned bag havets kant, og vandet blev køligere og mere stille. Bølge kiggede sig omkring. Han kunne ikke se sin mor.

“Mor?” boblede han. Hans lille stemme forsvandt ud i det store, mørke vand.

Han svømmede lidt frem. Han svømmede lidt tilbage. Bølgerne vuggede ham blødt op og ned, op og ned, men han ville hjem.

Så hørte han den. En dyb, langsom sang, der kom rullende gennem vandet som en varm strøm. Det var hans mors stemme. Hun sang lave, runde toner, der lød som havet selv, når det trækker vejret.

Bølge lukkede øjnene et øjeblik og lyttede. Sangen kom fra et sted dybt nede, hvor vandet var roligt og trygt. Han fulgte den. For hver tone, han svømmede imod, blev han mere rolig.

Snart kunne han mærke sin mors store, varme side ved siden af sig. Hun lagde sin finne om ham, så han lå helt blødt mellem hende og havstrømmen.

“Jeg sang, så du kunne finde vej,” sagde hun stille. “Jeg synger altid, til du sover.”

Bølge gabte et stort hvalgab. Vandet vuggede dem begge op og ned, langsomt og blødt. Over havets overflade tittede de første stjerner frem og spejlede sig som små lys.

Hans mors sang blev dybere og langsommere. Bølge mærkede søvnen komme rullende ind som en venlig bølge.

Op og ned. Frem og tilbage. Sangen blev til en summen, og summen blev til ro.

Og dybt nede i det blide hav faldt den lille hval i søvn, vugget af bølgerne og sin mors sang.

Sov sødt, lille Bølge. Havet vugger dig hele natten.