Katten der fandt en stille plads

I et lille hus med en have boede en grå kat, der hed Misser. Hun havde bløde poter, lange knurhår og en hale, der altid svingede, når hun tænkte.

Hver aften, når lamperne blev dæmpet, og huset blev stille, gik Misser på jagt. Ikke efter mus - men efter det allerbedste sted at sove.

Først prøvede hun vindueskarmen. Den var smal og lidt kølig. “Nej,” sagde Misser og svingede med halen. “Her vil jeg ikke sove.”

Så prøvede hun den store stol i stuen. Den var blød, men en smule for hård. “Heller ikke her,” sagde hun og hoppede ned.

Hun prøvede en kurv med rent tøj. Det duftede godt, men det var lidt for varmt. Hun prøvede gulvtæppet foran pejsen, men det var lige lovlig tæt på de knitrende gnister.

Misser gik fra rum til rum med små, stille poter. Hun snusede her, og hun snusede der. Men ingen steder var helt rigtige.

Til sidst gik hun ind i børneværelset, hvor et lille barn lå og sov i sin seng. Barnet trak vejret blødt og roligt. På sengen lå et tykt, varmt tæppe, og lige ved fodenden var der en lille, blød plet, der var helt fri.

Misser hoppede forsigtigt op. Tæppet var blødt som en sky. Det var lunt, men ikke for varmt. Og barnets rolige vejrtrækning lød som de bløde bølger på en sø.

“Her,” spandt Misser stille. “Her er stedet.”

Hun trampede tre gange rundt, som katte gør, og krøllede sig sammen til en lille grå bold. Hendes hale lagde hun blødt om snuden.

Udenfor lyste månen ind gennem gardinet. Huset var stille og trygt. Barnet sov. Og Misser, der endelig havde fundet det allerbedste sted, lukkede sine grønne øjne.

Spind, spind, spind, lød det ganske blødt, langsommere og langsommere.

Og på den blødeste plads i hele huset faldt den lille kat i søvn.

Sov godt, Misser. Du fandt lige præcis den rigtige plads.