Lammet der fulgte fåreflokken hjem

På en grøn bakke ved kanten af en eng græssede en lille fåreflok. Blandt dem var et lam, der hed Lotte. Hun havde den blødeste, hvideste uld og to små, tynde ben, der dansede, når hun var glad.

Hele dagen havde Lotte leget på bakken. Hun havde hoppet i det bløde græs - hop, hop, hop, op ad bakken og ned igen. Hun havde spist friske, grønne strå. Og hun havde løbet om kap med de andre lam, mens deres små klove trippede hen over engen.

Men nu var solen ved at gå ned. Himlen blev orange og rosa bag bakken, og en kølig aftenvind blæste blødt gennem græsset.

Lotte kiggede op. De voksne får var begyndt at gå. Langsomt, roligt, samlede flokken sig og bevægede sig nedad bakken, mod den lune fold, hvor de sov om natten.

“Hvor skal I hen?” spurgte Lotte.

“Hjem,” svarede hendes mor blidt. “Det er ved at blive aften. Følg med flokken, så finder vi altid hjem sammen.”

Så fulgte Lotte med. Hun trippede ned ad bakken mellem de store, bløde får. Klovene lavede en stille, rytmisk lyd mod jorden - trip, trip, trip - som en lille vandresang.

Flokken gik tæt sammen, så ingen blev væk. Lotte holdt sig hele tiden tæt ved sin mors varme side. Og for hvert skridt blev himlen mørkere, og de første stjerner kom frem.

Endelig nåede de folden. Den var lun og tør, med blødt halm på jorden og høje læhegn, der holdt vinden ude. Fårene gik ind et efter et, og snart lå hele flokken tæt sammen i et stort, varmt og uldent tæppe.

Lotte krøb helt ind til sin mor. Hendes uld var blød, og hendes krop var varm. Rundt om dem lå hele flokken og trak vejret langsomt og roligt, en stille brummen af søvn.

Lottes små ben var trætte efter al dagens leg. Hendes øjne blev tunge, og hun gabte et lille lammegab.

“God nat, lille Lotte,” hviskede hendes mor og lagde hovedet blødt mod hendes.

Udenfor lyste stjernerne over den grønne bakke. Inde i folden var alt lunt og trygt, og hele flokken var samlet.

Og midt i den varme, bløde flok faldt det lille lam i søvn.

Sov sødt, Lotte. Flokken er hjemme, og natten er tryg.