Mariehønen med de syv prikker

I en have fuld af blomster boede en lille mariehøne, der hed Mille. Hun var rød som et æble og havde syv små sorte prikker på ryggen.

Hver morgen, før hun fløj ud, talte Mille sine prikker. “En, to, tre, fire, fem, seks, syv,” sagde hun. “Alle syv er der. Så er jeg klar til dagen.”

Mille fløj rundt mellem blomsterne hele dagen. Hun kravlede op ad en høj græsstrå og kiggede ud over haven. Hun krøb ind i en blomst og sad helt stille i den bløde, gule midte. Og hun spredte sine små vinger og fløj fra blad til blad, så solen lyste gennem dem.

Men da aftenen kom, og luften blev kølig, blev Mille træt. Hendes små vinger ville ikke flyve så hurtigt mere.

“Nu skal jeg finde et sted at sove,” sagde hun.

Hun kravlede op ad en stor blomsterstilk og fandt et blad, der var bøjet som et lille tag. Det var blødt og lunt og lige til en mariehøne.

Mille krøb ind under bladet. Hun foldede sine vinger sammen under de røde dækvinger, så hun blev helt rund og lille.

Og som hun plejede, talte hun stille sine prikker en sidste gang for natten.

“En,” hviskede hun og blev lidt søvnig. “To… tre…” Hendes lille stemme blev blødere. “Fire… fem…”

Rundt omkring lukkede blomsterne sig for natten. En sommerfugl satte sig til ro. En sølvfarvet edderkop hængte stille i sit net mellem to grene.

“Seks,” gabte Mille helt sagte. “Syv… alle syv er der…”

Og under det bløde grønne blad, midt i den stille have, faldt den lille mariehøne i søvn med alle sine syv prikker trygt på plads.

Sov godt, lille Mille. I morgen flyver vi igen.