Pindsvinet der talte stjerner

I bunden af en gammel hæk boede et lille pindsvin, der hed Pippa. Hun havde bløde øjne og helt nye pigge, der stadig var lidt for store til hendes lille krop.

En aften, da solen var gået ned, og luften duftede af kølig græs, kunne Pippa slet ikke finde ro. Hun rullede sig sammen. Hun rullede sig ud igen. Hun lagde snuden under en blad og pustede, men søvnen ville bare ikke komme.

“Mor,” hviskede hun, “jeg kan ikke sove.”

Pippas mor lagde sig helt tæt ved siden af hende, så de to piggede rygge rørte ved hinanden. “Så skal vi prøve noget stille,” sagde hun blidt. “Vi tæller stjerner sammen.”

De kiggede op gennem hækken, hvor himlen var dyb og mørkeblå. En lille stjerne tittede frem. “Det er én,” sagde Pippa.

Lidt efter kom der en til, og så en til. “To og tre,” talte hun langsomt. Hendes stemme blev blødere for hver stjerne.

“Fire,” gabte hun, da en stjerne blinkede over et træ. “Fem,” mumlede hun, da en lyste helt nede ved markens kant.

En natsommerfugl fløj forbi som en lille skygge. En sneglet bevægede sig stille hen over en sten. Alt omkring Pippa blev roligt og fredeligt.

“Seks,” hviskede hun. “Syv… otte…”

Tallene blev længere og længere imellem. Pippas pigge sank lidt sammen, som blade der lægger sig om aftenen. Hendes vejrtrækning blev dyb og rolig.

“Ni,” sagde hun helt sagte. Og inden hun nåede til ti, var hendes øjne faldet i.

Pippas mor lagde et varmt blad over dem begge. Stjernerne lyste videre, mange flere end nogen kunne tælle, og holdt vagt over den lille hæk.

Sov godt, lille Pippa. Stjernerne passer på dig hele natten.