Pingvinen på den store rejse

Langt mod syd, hvor sneen aldrig smelter, og havet er fyldt med isflager, boede en lille pingvin, der hed Pelle. Han havde en sort frakke, en hvid mave og to små vinger, der ikke kunne flyve, men som var perfekte til at vralte med.

Hele dagen havde Pelle leget på isen. Han havde glidet på maven ned ad en blank bakke - svisj! Han havde dykket i det kolde vand efter små fisk. Og han havde hoppet fra flage til flage sammen med de andre pingvinunger.

Men nu var himlen ved at blive mørk, og en kølig vind blæste hen over isen. Pelle kiggede sig omkring. De andre var vraltet hjem, og pludselig følte han sig meget lille på den store, hvide is.

“Far,” sagde han med en lille stemme. Men han kunne ikke se ham.

Pelle begyndte at vralte hjemad. Vralt, vralt, vralt, på sine små fødder over den knirkende sne. Vinden peb lidt, og det blev koldere.

Han vraltede forbi en stor isflage. Han vraltede over en lille bakke. Og hele tiden kiggede han efter sin far.

Så hørte han et velkendt kald gennem den kolde luft. Det var hans far, der stod på en flad isflage og ventede, præcis hvor han plejede.

Pelle vraltede så hurtigt, hans små fødder kunne, lige hen til ham.

“Der er du,” sagde hans far blidt og bredte sine store, varme vinger ud. Pelle krøb helt ind til hans bløde mave, hvor det var lunt og trygt, langt væk fra den kolde vind.

De stod helt stille sammen, far og søn, mens stjernerne kom frem over isen. De lyste klart og koldt på den mørkeblå himmel, men inde hos far var der kun varme.

Pelle lukkede øjnene. Han kunne mærke sin fars vejrtrækning, langsom og rolig. Vinden blæste videre udenfor, men den kunne ikke nå ham nu.

“God nat, lille Pelle,” hviskede hans far.

Og inde i den varmeste favn på hele isen faldt den lille pingvin i søvn.

Sov sødt, Pelle. Far holder dig varm hele natten.