Ræveungen og den første sne

Dybt inde i skoven, i en hule under et stort grantræ, vågnede en lille ræveunge ved, at noget var anderledes. Hun hed Lulle, og hun havde en rød pels og en hvid plet på snuden.

Det var blevet helt stille. Ingen fugle peb. Ingen blade raslede. Lulle stak forsigtigt snuden ud af hulen - og blev helt stille af forundring.

Hele skoven var hvid.

Små, bløde fnug dalede ned fra himlen og lagde sig på grenene, på stenene og på Lulles egen næse. Det kildede koldt og smeltede til en lille dråbe.

“Hvad er det, mor?” hviskede Lulle.

“Det er sne,” sagde hendes mor og lagde sin store, varme hale om hende. “Den falder kun, når vinteren kommer, og den gør hele skoven blød og stille.”

Lulle satte en lille pote ud i sneen. Den knirkede ganske svagt. Hun satte den anden pote ud. Knirk. Hun lavede små rævespor, der lå som perler i det hvide.

Hun løb en lille runde. Hun snusede til et snefnug. Hun snappede efter et, der dalede, og nyste et lille rævenys, der fik snefnuggene til at danse.

Men sneen var kold, og aftenen var ved at komme. Himlen blev lilla og blød, og fnuggene faldt langsommere nu.

Lulle gabte. Hendes poter var blevet kolde, og hendes øjenlåg blev tunge.

“Kom,” sagde hendes mor blidt. “Nu skal vi hjem og sove.”

Hun bar Lulle ind i den lune hule, hvor der lugtede af tørt mos og varm pels. Udenfor faldt sneen videre og lagde et blødt tæppe over hele skoven, så alt blev roligt og hvidt.

Lulle krøllede sig sammen mod sin mors mave. Hun kunne høre hendes hjerte slå, langsomt og trygt, mens sneen dalede stille udenfor.

“God nat, lille snefnug,” hviskede hendes mor.

Og Lulle, varm og mæt og lykkelig, faldt i søvn, mens vinteren passede på skoven hele natten.