Skildpadden der aldrig gav op

På en eng ved kanten af en blød bakke boede en lille skildpadde, der hed Tika. Hun havde et skjold med smukke brune mønstre og fire korte ben, der bevægede sig ganske langsomt.

En morgen kiggede Tika op mod toppen af bakken. “Deroppe,” sagde hun til sig selv, “kan man se hele himlen. I dag vil jeg op og se solen gå ned.”

De andre dyr lo lidt. “Det når du aldrig,” sagde haren og hoppede forbi. “Bakken er alt for høj for så små ben.”

Men Tika gav ikke op. Hun satte den ene fod foran den anden. Et lille skridt. Og så et til.

Solen stod højt, da hun nåede den første blomstereng. Tika hvilede sig et øjeblik og spiste et blødt blad. Så gik hun videre. Et lille skridt. Og så et til.

En sommerfugl satte sig på hendes skjold og fulgte med et stykke. En bille vinkede fra en sten. Tika gik forbi en lille bæk, hvor vandet klukkede, og fortsatte op ad bakken. Et lille skridt. Og så et til.

Eftermiddagen kom. Tikas ben var trætte, men hun standsede ikke. Hun tænkte på solnedgangen og blev ved.

Og endelig, lige som himlen begyndte at blive orange og rosa, satte Tika sin sidste fod på toppen af bakken.

Foran hende lå hele verden. Engen langt nede. Bækken som et sølvbånd. Og solen, der sank langsomt ned bag horisonten i farver, hun aldrig havde set så smukke.

“Jeg gjorde det,” hviskede Tika stille. “Jeg gav ikke op.”

Solen forsvandt blødt, og himlen blev lilla og så mørkeblå. De første stjerner kom frem. Tika trak hovedet og benene lidt ind i sit varme skjold.

Hun var træt på den allerbedste måde. En træthed, der kom af at have nået noget stort.

Og på toppen af bakken, under den åbne himmel, lukkede den lille skildpadde sine øjne.

Sov godt, modige Tika. Du nåede helt til toppen.