Uglen der passede på natten

På den højeste gren i skovens ældste egetræ sad en ugle, der hed Hugo. Han havde store, runde øjne og bløde fjer i farven af gammel bark.

Hugo var skovens nattevagt. Hver aften, når solen gik ned, og de andre dyr blev trætte, fløj han stille rundt for at sige god nat til alle.

Først fløj han forbi egernet, der lå sammenrullet i sin rede med halen som et tæppe. “God nat, lille egern,” tudede Hugo blidt. Egernet smilede i søvne.

Så fløj han ned til kaninerne i deres varme jordhule. “God nat, små kaniner,” hviskede han. Kaninerne lå tæt sammen som en bunke bløde bolde og sov allerede.

Hugo fløj videre over åen, hvor frøerne var holdt op med at kvække. “God nat, frøer,” sagde han. Og frøerne dykkede ned under et åkandeblad for at sove.

Han fløj forbi rådyret, der stod helt stille mellem træerne med øjnene halvt lukkede. “God nat, smukke rådyr.” Rådyret bøjede hovedet og lagde sig til ro i det høje græs.

Til sidst, da hele skoven var stille og mørk og tryg, fløj Hugo tilbage til sin gren i egetræet.

Han kiggede ud over skoven, hvor alle sov. Månen lyste blødt mellem grenene. Stjernerne blinkede. Alt var fredeligt.

Hugo foldede sine bløde vinger sammen om sig selv. Hans store øjne blev mindre og mindre.

“Nu kan jeg også sove,” gabte han. “For nu sover alle godt.”

Og oppe i det gamle egetræ, med hele den stille skov omkring sig, lukkede den venlige ugle sine øjne.

God nat, Hugo. Og god nat til hele skoven.